Du er her: A-kasser (.dk)Love om A-kasse og dagpengeVejledning til bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge fra din A-kasseKapitel 3 (§§ 18-23: Pensionsordninger, Ophavsrettigheder, Legater, Feriepenge)

Giver pensionsordninger og feriepenge fradrag i dagpenge fra din A-kasse?

Her på siden kan du se vejledning til bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge fra din A-kasse. Vejledningen giver en bedre forståelse af reglerne om udbetaling af dagpenge, herunder om fradrag i dagpengene.

Bemærk! Dette er en vejledning til den nye bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge fra din A-kasse, som træder i kraft den 01.10.2018.
Hvis du vil se den vejledning der er gældende frem til 01.10.2018 - kan du se den her (retsinformation.dk).

Vejledning om fradrag i dagpenge fra din A-kasse

Til Kapitel 3 (fortsat)

Til § 18
Pensionsordninger
Til stk. 1

Løbende udbetalinger af arbejdsrelaterede pensionsordninger medfører fradrag. Fradraget sker, hvis pensionen er oprettet som led i tidligere ansættelsesforhold, og hvis det er normalt, at arbejdsgiveren helt eller delvist finansierer pensionen. Bestemmelsen gælder alle pensionsudbetalinger med løbende udbetalinger, herunder ratepensioner.

Årsagen til, at løbende, arbejdsrelaterede pensioner medfører fradrag, er, at pensionen anses for at træde i stedet for en tabt arbejdsfortjeneste.

Hvis pensionsordningen følger af overenskomst eller anden kollektiv aftale, er ordningen af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager. Pensionsudbetalingen vil derfor medføre fradrag.

Reglen om fradrag gælder også for løbende udbetaling af tjenestemandspension og tjenestemandslignende pensioner.

Reglen anvendes på den samlede pension. Dette gælder, selv om kun medlemmet har indbetalt hele pensionsbidraget over en kortere periode. Det kan fx være fordi, medlemmet har været selvstændig erhvervsdrivende eller har haft et arbejdsforhold, der ikke indeholdt en pensionsordning. Er perioden af længere varighed, sker der kun fradrag for den del af pensionen, der vedrører perioden, hvor ordningen var et led i et ansættelsesforhold. Efter praksis skal en pensionsudbetaling, der vedrører en periode på mere end 2 år, hvor kun medlemmet har indbetalt bidrag, ikke medføre fradrag.

Fradraget for pensionsudbetalingerne beregnes ved hjælp af den omregningssats, som er gældende på udbetalingstidspunktet. Det fremgår af § 25, stk. 2. Fradraget sker på grundlag af den samlede pensionsudbetaling, dvs. grundbeløb med eventuelle tillæg. Dog således at gruppelivstillæg ikke indgår i fradragsberegningen.

Hvis medlemmets pension medfører udbetalinger til andre end medlemmet selv, skal disse udbetalinger, jf. § 22, nr. 4, ikke medføre fradrag. Der kan f.eks. være tale om et børnepensionstillæg fra en tjenestemandspension.

Der skal ikke ske fradrag for privattegnede pensionsordninger, som ikke har forbindelse med et ansættelsesforhold. Det gælder også tilfælde, hvor en arbejdsgiver tilbageholder bidrag i den ansattes løn og indbetaler beløbet til den ansattes private pensionsordning. Dette kan fx ske som en serviceordning fra arbejdsgiveren.

Pensioner fra udlandet
Til stk. 2

Der skal ske fradrag for løbende udbetaling af pensioner fra udlandet, når pensionsordningen har forbindelse med en arbejdsperiode i udlandet. Alle løbende udenlandske obligatoriske og frivillige arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger er omfattet af reglen. Det er uden betydning, hvorledes pensionsordningen er finansieret, når ordningen har forbindelse med et arbejdsforhold. Udenlandske pensioner, der direkte kan sidestilles med ydelser efter lov om social pension, er ikke omfattede af reglen.

Reglen gælder ikke privattegnede pensionsordninger, som ikke har forbindelse med et ansættelsesforhold.

Pension mv. til borgmestre, folketingsmedlemmer m.fl.
Til stk. 3

Reglen gælder pension, som løbende udbetales til et medlem, der er tidligere borgmester, folketingsmedlem, europaparlamentsmedlem m.fl. Reglen gælder også for andre ydelser, som udbetales, efter at medlemmet er fratrådt hvervet. Det kan f.eks. være efterløn/eftervederlag, som udbetales til folketingsmedlemmer, borgmestre, udvalgsformænd m.fl.

Pensionslignende indtægter
Til stk. 4

Løbende udbetalinger, der har karakter af pension, medfører også fradrag. Dette gælder, når ydelsen udbetales fra en tidligere arbejdsgiver. Det gælder også, når udbetalingerne er tidsbegrænsede.

Til § 19
Førsteudsendelse, genanvendelse m.v.
Til stk. 1

Indtægter for afkald på udnyttelsesretten, herunder førsteudsendelse af en film/reklamefilm i fx tv eller biograf, eller førsteanvendelse af et fotografi over en nærmere fastsat periode, eventuelt i form af en plakat, medfører fradrag. Indtægter fra genudsendelse eller anden form for genanvendelse medfører også fradrag. Dette gælder, når betalingen er et led i den almindelige aflønningsform inden for personens faglige område. Indtægten medfører fradrag, uanset om arbejdsindsatsen, som er baggrunden for genanvendelsen, er udført i en ledigheds- eller arbejdsperiode.

Når medlemmets faglige område skal bestemmes, kan der lægges vægt på, om medlemmet i en længere periode har udført arbejde inden for det relevante faglige område. Andre forhold kan også tillægges vægt, f.eks. hvilken a-kasse den ledige er medlem af, og hvor medlemmet er organiseret.

Fradraget beregnes ved hjælp af omregningssatsen, der gælder på det tidspunkt, hvor indtægten modtages. Dette fremgår af § 25.

Ophavsrettigheder
Til stk. 2

De nævnte indtægter kan stamme fra arbejde, som normalt medfører udbetalinger over en lang årrække. Indtægterne medfører ikke fradrag.

Til § 20
Legater

Der kan være tvivl, om et udbetalt legat skal medføre fradrag eller ej. Dette skyldes bl.a., at der findes mange forskellige legater.

Hvis legatet ydes til en bestemt aktivitet, f.eks. kunstnerisk virksomhed, bør det overvejes, om medlemmet er selvstændig erhvervsdrivende.

Hvis medlemmet ikke er selvstændig erhvervsdrivende, sker der fradrag i dagpengene ved, at indtægten omregnes med omregningssatsen. Dette fremgår af § 25.

Hvis medlemmet skal udføre et stykke arbejde som betingelse for at modtage legatet, skal der ske fradrag i dagpengene.

Et legat kan have karakter af en gave. Dette er tilfældet, hvis der ikke er knyttet nogen arbejdsforpligtelse til udbetalingen. Legatet skal i disse tilfælde ikke medføre fradrag.

Det betragtes i den forbindelse ikke som en arbejdsforpligtelse, at beløbsmodtageren f.eks. skal aflevere en kortfattet evaluering over et studieforløb.

Til § 22
Arbejdsfrie indtægter

Der skal alene ske fradrag for arbejde, der udføres i en ydelsesperiode.

Der skal som hovedregel ikke ske fradrag for en indtægt, der stammer fra arbejde, som er udført i en periode, hvor medlemmet ikke har fået dagpenge.

Der skal heller ikke ske fradrag for arbejdsfrie indtægter.

Ved indtægter, som ikke er nævnt i bestemmelsen, må det undersøges, om der er tale om en arbejdsfri indtægt, som kan sidestilles med de nævnte. Bestemmelsen er derfor ikke udtømmende.

Rådighedsbeløb

Rådighedsbeløb, der indgår som en del af den samlede løn, medfører ikke fradrag, hvis rådighedsbeløbet udbetales løbende over året, uden at der er knyttet en arbejdsforpligtelse til modtagelse af beløbet.

Et rådighedsbeløb er et beløb, der betales, for at en person står til rådighed for et arbejde uden for den aftalte arbejdstid og uden for fastlagte vagtperioder. Personen er ikke forpligtet til at være til at træffe i den omhandlede periode.

Rådighedsbeløbet må ikke være betaling for udført arbejde, men må alene være betaling for den ulempe, det er, at kunne blive kaldt på arbejde uden for den aftalte arbejdstid.

Det betyder, at der ikke skal ske fradrag for rådighedsbeløb, som udbetales til fx deltidsansatte brandmænd, jf. nr. 18, ansatte i redningsberedskabet og reserveofficerer i forsvaret.

Til nr. 4

Der henvises til vejledningen til § 18, stk. 1.

Pension som følge af tab af erhvervs-/arbejdsevne
Til nr. 14

Foruden invalidepension, der er tegnet som led i et ansættelsesforhold, finder bestemmelsen anvendelse på fx pension ved helbredsbetinget utjenstdygtighed (svagelighedspension) for tjenestemænd. Der skal heller ikke ske fradrag for privattegnede ordninger, jf. § 22, nr. 2, og vejledningen til § 18.

Det forudsættes, at a-kassen foretager en vurdering af, om tilkendelsen af pensionen giver anledning til at rejse tvivl om, hvorvidt medlemmet i øvrigt står til rådighed i fuldt normalt omfang.

Tilskadekomstpension
Til nr. 15

Får en tjenestemand tilkendt tilskadekomstpension, fordi han som led i tjenesten er kommet til skade, skal der ikke ske fradrag for den del af pensionen, hvormed pensionen er forhøjet som følge af arbejdsskaden. Fradraget sker således kun for den del af pensionen, der er optjent ret til på fratrædelsestidspunktet, jf. § 18, stk. 1. Den øvrige del af tilskadekomstpensionen betragtes som en erstatning, som følge af arbejdsskaden.

Det forudsættes, at a-kassen foretager en vurdering af, om tilkendelsen af pensionen giver anledning til at rejse tvivl om medlemmets rådighed.

Eksempel:
Medlemmet har på baggrund af sin anciennitet som tjenestemand på fratrædelsestidspunktet optjent ret til en månedlig pensionsudbetaling på 5.000 kr. Medlemmet får som følge af arbejdsskaden tilkendt en erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, som efter § 22, nr. 6, i bekendtgørelsen ikke skulle medføre fradrag, og får tillagt fuld pensionsalder svarende til 37 år. Da erhvervsevnetabserstatningen udgør et mindre beløb end 2/3 af det beløb, hvormed pensionen er forhøjet, udbetales erhvervsevnetabserstatningen ikke. Det fremgår af § 28, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven. Tilskadekomstpensionen beregnet på baggrund af en pensionsalder på 37 år udgør 12.500 kr. pr. måned. Det beløb, hvormed pensionen er forhøjet, som svarer til 7.500 kr. pr. måned, medfører ikke fradrag.

Vederlag modtaget for overholdelse af konkurrence- eller kundeklausuler
Til nr. 16

Da vederlaget modtaget som kompensation for at overholde en konkurrence- eller kundeklausul udbetales til medlemmet, efter at medlemmet er fratrådt sin stilling, betragtes vederlaget ikke som løn og medfører derfor ikke fradrag.

Feriepenge, der udbetales uden at ferien holdes
Til nr. 17

Feriepenge omfatter feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg. Ifølge § 30, stk. 2 og 3, i ferieloven kan mindre feriebeløb udbetales, uden at ferien holdes. Ifølge § 38 i samme lov kan feriepenge også udbetales, hvis man på grund af særlige omstændigheder helt eller delvist er afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb. Feriehindringer er f.eks. sygdom og værnepligt. Se bekendtgørelse om ferie. Der kan være fastsat tilsvarende bestemmelser i kollektive overenskomster.

Udbetaling af feriepenge efter de nævnte regler uden afholdelse af ferie medfører ikke fradrag.

Udbetaling af feriepenge ud over 5 uger i forbindelse med fratræden efter § 30, stk. 4, i ferieloven medfører ikke fradrag, da retten til afholdelse af de pågældende feriedage bortfalder. Der kan være fastsat tilsvarende bestemmelser i kollektive overenskomster.

Udbetaling af ferie efter § 30, stk. 1, i ferieloven forudsætter, at lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet, og er derfor uden betydning i forhold til spørgsmålet om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Betaling for feriefridage, som ikke holdes

Løn m.v., som udbetales ifølge overenskomst eller individuel aftale for feriefridage, som ikke holdes, medfører ikke fradrag.

Rådighedsvederlag, personlige tillæg mv. til deltidsansatte brandmænd
Til nr. 18

Indtægter i form af rådighedsvederlag, personlige tillæg mv. til deltidsansatte brandmænd medfører ikke fradrag. Det samme gælder for indtægter, som et medlem modtager fra hverv i hjemmeværn, lokalt beredskab, frivilligt brandværn, kystredningsberedskabet, digeberedskabet og lignende, jf. § 17.

For deltidsansatte brandmænd skal der ske fradrag på følgende måde:
- Der skal ske fradrag for arbejde i forbindelse med brandslukning, øvelser mv.
- Der skal ikke ske fradrag for vederlag udbetalt for afholdelse af vagter. Dette gælder også løn udbetalt for vagter i hjemmet.
- Der skal ikke ske fradrag for løbende udbetaling af rådighedsbeløb.

Til nr. 19

I § 3 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet er der fastsat regler om, hvornår en erhvervsmæssig aktivitet anses for formueforvaltning. Formueforvaltning kan ikke give rettigheder efter loven og timer, et medlem har brugt på formueforvaltning, og indtægter herfra, medfører ikke fradrag i dagpengene.

Denne side fra A-kasser.dk - hjælp til valg af A-kasse, er senest opdateret den: 17-07-2018