Du er her: A-kasser (.dk)Love om A-kasse og dagpengeVejledning til bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge fra din A-kasseKapitel 3 (§ 17: Ombud og hverv der giver fradrag i dagpengene fra din A-kasse)

Ombud og hverv kan give fradrag i dagpenge fra din A-kasse

Her på siden kan du se vejledning til bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge fra din A-kasse. Vejledningen giver en bedre forståelse af reglerne om udbetaling af dagpenge, herunder om fradrag i dagpengene.

Bemærk! Dette er en vejledning til den nye bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge fra din A-kasse, som træder i kraft den 01.10.2018.
Hvis du vil se den vejledning der er gældende frem til 01.10.2018 - kan du se den her (retsinformation.dk).

Vejledning om fradrag i dagpenge fra din A-kasse

Til Kapitel 3 (fortsat)

Til § 17
Ombud og hverv
Til stk. 1

Der skal ske fradrag for skattepligtige indtægter, der udbetales for ombud og offentlige og private hverv. Det er uden betydning, om indtægten betegnes som diæt, mødediæt, vederlag, honorar, godtgørelse, rådighedsvederlag eller lignende.

Der skal ikke ske fradrag for mindre skattefrie indtægter, som udbetales til dækning af faktiske udgifter i forbindelse med hvervet. Som eksempel kan nævnes beløb til dækning af øget telefon forbrug, transport, fortæring m.v.

Der skal kun ske fradrag for den del af indtægten, der er skattepligtig. Anser skattemyndighederne en del af indtægten som skattefri eller fradragsberettiget, skal denne del fratrækkes indtægten, inden der sker fradrag. I tvivlstilfælde må medlemmet dokumentere, at indtægten er hel eller delvis skattefri. Det er uden betydning, om medlemmet på grund af andre skatteregler får skattefrihed for hele eller en del af indtægten.

Fradraget sker ved, at indtægten omregnes med omregningssatsen til timer. Dette fremgår af § 25.

Følgende er eksempler på ombud eller hverv mv. inden for den offentlige sektor, hvor indtægter for arbejde m.v. medfører fradrag:

  1. Medlem af skolebestyrelse.
  2. Medlem af Folketinget, Regeringen eller Europa-Parlamentet.
  3. Det offentliges repræsentant i institutioner, ankenævn mv.
  4. Medlem af menighedsråd og andre kirkelige hverv.
  5. Vurderingsmand.

Udbetales der ikke et vederlag, skal der for ombud eller hverv ikke ske fradrag for arbejde i dagpengene.

Der skal således ikke ske fradrag for fx menighedsrådsarbejde, herunder hverv som formand for et menighedsråd, hvis der ikke udbetales et vederlag. Det er i den forbindelse uden betydning, om det er menighedsrådets beslutning ikke at udbetale medlemmet et vederlag, eller om medlemmet på egen foranledning frasiger sig et eventuelt vederlag. Afgørende er, om vederlaget rent faktisk udbetales i det konkrete tilfælde eller ej.

Følgende er eksempler på hverv mv. inden for den private sektor, hvor indtægter mv. medfører fradrag:

  1. Bestyrelsesmedlem i aktieselskaber, anpartsselskaber og pengeinstitutter.
  2. Bestyrelsesmedlem i bolig- og grundejerforeninger og kulturelle foreninger.
  3. Medlemskab af repræsentantskab, kredsråd og lignende.

Eksemplerne er ikke udtømmende.

Offentlige hverv inden for hjemmeværnet, lokalt beredskab, frivilligt brandværn, kystredningsberedskabet, digeberedskabet mv.
Til stk. 2

Indtægter, som et medlem modtager fra hjemmeværn, lokalt beredskab, frivilligt brandværn, kystredningsberedskabet, digeberedskabet og lignende, medfører ikke fradrag. Derudover medfører indtægter i form af rådighedsvederlag, personlige tillæg mv. til deltidsansatte brandmænd ikke fradrag efter § 22.

Hverv efter den kommunale styrelseslov
Til stk. 3

Der skal som udgangspunkt ikke ske fradrag for skattepligtige indtægter, som et medlem modtager for at varetage hverv efter lov om kommunernes styrelse (den kommunale styrelseslov).

Reglen gælder medlemmer af kommunalbestyrelser og regionsråd. Reglen omfatter medlemmernes deltagelse i kommunalbestyrelses- og regionsrådsarbejde, stående udvalg og andre udvalg, der nedsættes af kommunalbestyrelsen og regionen.

Reglen gælder vederlag, tillægsvederlag, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og diæter (mødediæter), som udbetales til medlemmerne efter reglerne i den kommunale styrelseslov.

Det er uden betydning, hvornår hvervene udføres.

Hverv efter andre regler, fx skattelovgivningen, er ikke omfattet af bestemmelsen. Dette gælder, selv om vederlag mv. udbetales efter samme principper som i den kommunale styrelseslov. Det gælder også for personer, der er udpeget til hvervet af kommunalbestyrelsen eller regionen. I disse tilfælde skal der ske fradrag.

Borgmester, rådmand, udvalgs- eller regionsformand
Til stk. 4

Hverv som borgmester, rådmand, udvalgs- eller regionsformand sidestilles med lønarbejde i nogle sammenhænge i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Indtægter fra disse hverv medfører derfor fradrag.

Det er kun det faste vederlag, der ydes for hvervet, som medfører fradrag. Det vederlag, som fx en udvalgsformand får for at være medlem af en kommunalbestyrelse, medfører ikke fradrag i dagpengene.

En viceborgmester er ikke omfattet af begrebet borgmester. Det betyder, at der ikke skal ske fradrag for det vederlag, som et medlem evt. får for at være viceborgmester.

Fradraget i dagpengene sker ved, at indtægten fra hvervet omregnes til timer med omregningssatsen. Dette fremgår af § 25.

Denne side fra A-kasser.dk - hjælp til valg af A-kasse, er senest opdateret den: 16-07-2018