Lovgivning

Dagpenge
A-kasse

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kap. 8

Udgivet . Kategori: lovgivning, nøgleord: A-kasse, Medlem, Dagpenge, Dagpengeret, Dimittend

Oversigt, > Næste: Kapitel 9 (dagpenge)

Kapitel 8

Medlemskab af anerkendte arbejdsløshedskasser

§ 41. Ret til optagelse som medlem har personer,

  1. som har bopæl og ophold her i riget bortset fra Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 6, og
  2. som er mellem 18 år og 2 år under folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, jf. dog § 44, stk. 2.

Stk. 2. Personer, som har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse på højeste niveau i henhold til lov om forberedende grunduddannelse, har uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, ret til optagelse, selv om de ikke er fyldt 18 år.

Stk. 3. Optagelse skal ske i en arbejdsløshedskasse, hvis faglige område personen har tilknytning til, jf. § 32, stk. 2.

Stk. 4. Optagelse kan ske som fuldtids- eller deltidsforsikret, jf. kapitel 11.

Stk. 5. Ingen må være medlem af mere end én arbejdsløshedskasse.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om ret til optagelse for personer, der har bopæl i udlandet, herunder på Færøerne og i Grønland.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1 og 4, herunder for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse.

Stk. 8. Uanset stk. 1, nr. 2, har personer, som er omfattet af den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, jf. § 53, stk. 25, ret til optagelse som medlem i en arbejdsløshedskasse efter reglerne i dette kapitel.

§ 42. Et medlem, som tager erhvervsarbejde uden for arbejdsløshedskassens faglige område, skal lade sig overflytte til en anden kasse eller udtræde af kassen.

Stk. 2. Et medlem har ret til at blive overflyttet til en arbejdsløshedskasse, hvis betingelserne for optagelse i den pågældende kasse er opfyldt.

Stk. 3. Et medlem, som ikke har erhvervsarbejde, kan overflyttes til en anden arbejdsløshedskasse med mindst 1 måneds varsel til udløbet af en udbetalingsperiode.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om overflytning af medlemmer fra en arbejdsløshedskasse til en anden.

§ 43. Medlemskabet ophører senest ved udgangen af den måned, hvori medlemmet når folkepensionsalderen efter lov om social pension, jf. dog § 44, stk. 1, eller ved medlemmets død.

Kapitel 8 a

Særligt seniormedlemskab

§ 44. Et medlem, som har nået folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, kan overgå til et seniormedlemskab ved udgangen af den måned, hvor medlemmet har nået folkepensionsalderen.

Stk. 2. En person, som ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse, og som har nået folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, kan optages som seniormedlem.

Stk. 3. Et seniormedlem har ikke ret til dagpenge eller andre ydelser efter denne lov.

Stk. 4. Et seniormedlem har ret til hjælp til jobsøgning af arbejdsløshedskassen.

Stk. 5. Et seniormedlem skal kun betale administrationsbidrag til arbejdsløshedskassen, jf. § 77, stk. 7.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om optagelse af seniormedlemmer og et særligt medlemskab for seniormedlemmer.

§ 45. (Ophævet)

Relateret indhold om A-kasse