Lovgivning
Dagpenge
A-kasse
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Udgivet . Kategori: lovgivning, nøgleord: A-kasse, Medlem, Dagpenge, Dagpengeret, Dimittend
Her på siden kan du se Lov om arbejdsløshedsforsikring. Loven indeholder bl.a. regler om anerkendelse af A-kasser, medlemskab af A-kasse, beregning af dagpenge, ret til dagpenge og reglerne om efterløn.
Bemærk, at der kan være love vedtaget efter datoen for denne bekendtgørelse (11.05.2023), som kan ændre nogle af paragrafferne, medføre at nogle paragraffer vil blive slettet eller at nye paragraffer tilføjes.
Du kan altid se den aktuelt gældende udgave af lov om arbejdsløshedsforsikring på Retsinformation.dk.
Oversigt over kapitler fra loven
Vi har valgt at vise de vigtigste kapitler/afsnit fra Lov om arbejdsløshedsforsikring. Den fulde lovtekst kan ses på Retsinformation.dk.
- Kapitel 7: Anerkendelse af A-kasser - disse regler handler om at A-kasser skal godkendes af Staten, de forskellige typer A-kasser samt A-kassernes vedtægter.
- Kapitel 8: Medlemskab af A-kasse - disse regler handler om betingelser for at kunne blive medlem af en A-kasse.
- Kapitel 9: Beregning af dagpenge - disse regler handler om dagpengesatsen for forskellige grupper, lønmodtagere, nyuddannede, selvstændige og unge under 25 år.
- Kapitel 10: Ret til dagpenge - disse regler handler om hvordan du optjener ret til at få dagpenge. Der er også regler om dagpengeperioden og om hvordan du optjener ret til en ny dagpengeperiode.
- Kapitel 11: Særregler for deltidsforsikrede - disse regler handler om betingelser for deltidsforsikring i din A-kasse.
Bemærk at kapitel 1-6 findes ikke i loven. De er ophævet. Derfor startes loven med kapitel 7.
Kapitel 7
Anerkendte arbejdsløshedskasser
Anerkendelse
§ 30. Ved en arbejdsløshedskasse forstås i denne lov en forening af personer, der har sluttet sig sammen alene med det formål at sikre sig økonomisk bistand i tilfælde af ledighed og at administrere andre ordninger, som ifølge lovgivning er henlagt til kasserne.
§ 31. Beskæftigelsesministeren anerkender efter ansøgning arbejdsløshedskasser, der opfylder betingelserne i § 32.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan dog nægte at anerkende en ny fagligt afgrænset kasse, jf. § 32, med et fagområde, som allerede hører under en anerkendt fagligt afgrænset kasse.
§ 32. En arbejdsløshedskasse kan kun anerkendes, hvis
- den ifølge sin vedtægt
a) er fagligt afgrænset for lønmodtagere,
b) er fagligt afgrænset for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende,
c) er tværfaglig for enten lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende eller
d) er tværfaglig for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, - den har mindst 10.000 medlemmer, som opfylder betingelserne for optagelse, jf. § 41, og
- dens vedtægt er i overensstemmelse med § 34.
Stk. 2. En arbejdsløshedskasse optager personer med tilknytning til de fagområder, der er angivet i kassens vedtægt.
§ 33. Ansøgning om anerkendelse sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bilagt
- et eksemplar af kassens vedtægt,
- fortegnelse over medlemmer med angivelse af cpr. nummer,
- attestation fra statsautoriseret revisor for antallet af medlemmer, der på ansøgningstidspunktet opfylder betingelserne for optagelse i kassen, jf. § 41,
- dokumentation for, at beslutning om ansøgning om anerkendelse er vedtaget af kassens kompetente organ, og
- regnskabet for sidst afsluttede regnskabsår, hvis kassen ikke er nyoprettet.
Stk. 2. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering yder bistand ved oprettelse af en ny arbejdsløshedskasse.
Vedtægter
§ 34. En anerkendt arbejdsløshedskasses vedtægt skal være i overensstemmelse med en standardvedtægt, som fastsættes af beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.
Stk. 2. Vedtægten skal indeholde oplysninger om:
- Kassens navn, hjemsted, formål og faglige område.
- Kassens ledelse og de enkelte organers myndighed samt om urafstemning.
- Medlemmernes rettigheder og pligter.
- Regnskabsvæsen, kasseeftersyn og revision samt anbringelse af kassens midler. Af kassens revisorer skal mindst én være statsautoriseret revisor.
- Regler om vedtægtsændringer og om formuens anvendelse ved anerkendelsens bortfald.
§ 35. Ændring af en anerkendt arbejdsløshedskasses vedtægt er først gyldig, når ændringen godkendes af direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Bortfald af anerkendelse m.v.
§ 36. Anerkendelse af en kasse bortfalder, når beslutning herom træffes af kassens øverste myndighed med mindst 3/4 af de afgivne stemmer, og beslutningen derefter ligeledes med mindst 3/4 flertal af de afgivne stemmer godkendes ved almindelig afstemning (urafstemning) blandt alle kassens medlemmer.
§ 37. Hvis en kasse ikke mere opfylder betingelserne for at blive anerkendt, jf. § 32, bortfalder anerkendelsen med udgangen af vedkommende regnskabsår, medmindre beskæftigelsesministeren bestemmer, at der skal gives kassen en yderligere frist for bortfaldet.
§ 38. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at anerkendelsen af en kasse bortfalder, eller at statens refusion, jf. § 79, stk. 1, helt eller delvis bortfalder for et regnskabsår,
- hvis kassens ledelse tilsidesætter reglerne i denne lov eller bestemmelser, der er givet i henhold til loven, eller hvis kassens virksomhed ikke foregår under iagttagelse af fornøden påpasselighed og orden, eller
- hvis direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Beskæftigelsesrådet skønner, at kassen uden direkte at overtræde gældende regler dog i forholdet til medlemmerne eller til andre anerkendte arbejdsløshedskasser virker på en for arbejdsløshedsforsikringen i dens helhed uheldig måde.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at statens refusion og forskud, jf. § 79, stk. 1 og 2, til en kasse helt eller delvis tilbageholdes, indtil kassen har fulgt et pålæg, som direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har udstedt efter loven eller bestemmelser, der er fastsat efter denne.
§ 39. Bortfalder en kasses anerkendelse efter §§ 37 eller 38, kan beskæftigelsesministeren bestemme, at kassens medlemmer skal have ret til overflytning til anden anerkendt arbejdsløshedskasse. Bortfalder anerkendelsen efter § 36, kan tilsvarende bestemmelse træffes, når ganske særlige omstændigheder taler derfor.
§ 40. (Ophævet)