Lønforsikring
Sammenlign
A-kasser
A-kassernes Lønsikring - hvad tilbyder de?
Færre tegner lønsikring
Lønsikring - som en ekstra dækning udover A-kasse medlemskab (dagpenge) - er blevet mindre populært.
Den seneste opgørelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension fra september 2023, viste at der i 2022 var knap 373.000 der havde tegnet en lønsikring. Det var en tilbagegang på 11.000 i forhold til 2021.
Den bedre dækning i dagpengesystemet der blev indført i 2023 samt den høje beskæftigelse kan være årsager til faldet.
Mange der i dag har lønsikring har det gennem obligatoriske ordninger i deres fagforening. BUPL, Teknisk Landsforbund, Socialpædagogerne og HK har således kollektive ordninger, som man automatisk er medlem af, hvis man er medlem af den pågældende A-kasse og fagforening.
Hvem kan købe lønsikring gennem A-kasse?
Hvis du vil tegne en af de lønsikringer vi gennemgår i vores undersøgelse, skal du være medlem af - eller skifte A-kasse til - den pågældende A-kasse.
De A-kasser der har fagforening tilknyttet (f.eks. 3F, FOA, NNF, HK m.fl) kræver at du er medlem af både deres A-kasse og fagforening før du kan købe lønsikring.
Du skal normalt være under 60 år på tegningstidspunktet. I få A-kasser er aldersgrænsen dog højere (f.eks. inden 61 år i ASE og 65 år i FOA og Lærernes A-kasse) og i andre lavere - (Akademikernes A-kasse og FRIE under 59 år).
På tegningstidspunktet skal du have været være beskæftiget som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende i mindst 6 sammenhængende måneder og aflønnet for mindst 80 timer pr. måned. Nogle A-kasser ser bort fra dette krav for dimittender.
Fra 2024 gælder nye skattefradragsregler
Præmie for lønsikring kan trækkes fra i skat for indkomståret 2023, uanset hvor man har købt sin lønsikring.
Men i følge LOV nr 609 af 31/05/2023 vil fra 1. januar 2024 gælde at man kun kan få skattefradrag for indbetaling til lønsikring hvis man samtidig er medlem af en A-kasse.
Helt præcist siger loven at man i indkomståret skal have indbetalt mindst 1.300 kr. til et medlemskab af en A-kasse for at kunne få fradrag for lønsikring.
Det må forventes at den andel der tegner lønsikring alene (uden samtidig at være medlem af en A-kasse) f.eks. gennem et forsikringsselskab, med de nye fradragsregler vil blive begrænset.
Pris og vilkår for lønsikring gennem A-kasse varierer meget
Prisen på lønsikring gennem A-kassen varierer betydeligt mere end A-kasse kontingentet. De billigste har dog typisk mindst lige så gode vilkår som de dyrere.
Find den billigste lønsikring gennem A-kasse. Se tabel
Eksempel på lønsikring via A-kasse: Lønsikring med dækning på 10.000 kr. udover dagpenge, det vil sige ialt kr. 29.728 (i 2023) ved at blive medlem af FTF A-kasse og derefter købe deres lønsikring. Pris for A-kasse+lønsikring kr. 866 pr. måned i 2023.
Alle kan blive medlem af FTF A-kasse, uanset job eller uddannelse.
Ønsker du at skifte fra en anden A-kasse, skal du blot gøre FTFa opmærksom på det når du foretager din online-indmeldelse.
Vigtigt at afklare sine behov og se på forsikringsvilkår...
Som det ses i vores oversigt neden for tilbyder næsten alle A-kasser også lønsikring til deres medlemmer.
Men er det en god ide at tegne en lønsikring og hvad er det man skal være opmærksom på?
Vær opmærksom på forsikringsvilkår
De A-kasser der tilbyder lønsikring gør det i samarbejde med et forsikringsselskab, som kan være f.eks. TopDanmark eller ALKA.
Man skal før man tegner lønsikring sætte sig nøje ind i forsikringsvilkårene. Vilkårene kan indeholde forskellige undtagelser og forbehold m.m., som gør at man måske alligevel ikke kan få udbetalinger fra forsikringen, selvom man troede man var dækket.
Forsikringen skal passe til din situation og dine behov
Ligesom når man tegner en indboforsikring, så skal en lønsikring også bedst muligt dække de behov man har.
- Alder
Det kan være din alder du skal være opmærksom på - der er således forskel mellem A-kasserne på hvor høj alder de accepterer for at udbetale fra forsikringen. De fleste udbetaler til 65 år (bl.a. FTFa og Min A-kasse). ASE, Det Faglige Hus og Krifa udbetaler til den aktuelle pensionsalder (67 år).
I KRIFA dog med 25% kortere udbetalingsperiode fra 60 år.
- Dækning ved sygdom
Der er forskel på om forsikringerne dækker ufrivillig arbejdsløshed der skyldes (midlertidig) "uarbejdsdygtighed". En af betingelserne for at få udbetalinger fra en lønsikring er at man skal stå til rådighed for det danske arbejdsmarked. Derfor er udgangspunktet at lønsikring ikke dækker ved uarbejdsdygtighed. Uarbejdsdygtighed omfatter f.eks. sygdom. Når du er syg vil du kunne få sygedagpenge, men hvis du også vil sikre dig udbetalinger fra en lønsikring i sygdomstilfælde, så er det vigtigt at du undersøger vilkår og betingelser nøje.
Lønsikring fra f.eks. 3F, HK, Min A-kasse, NNF, FRIE og Krifa dækker slet ikke ved sygdom.
FTFa, ASE, Det Faglige Hus, DSA, MA A-kasse og Lærernes A-kasse er nogle af de A-kasser der dækker uarbejdsdygtighed.
CA A-kasse udbetaler 50% af den valgte ydelse.
For at kunne få udbetalt fra lønsikring i tilfælde af sygdom kræves at du er berettiget til sygedagpenge. Ved psykiske lidelser, herunder men ikke begrænset til stress, angst og depression kræves typisk at sygdommen er diagnosticeret af en speciallæge i psykiatri. Ryg- og nakkelidelser skal typisk kunne påvises gennem objektive fund.
Tidligere behandlede sygdomme
Forsikringerne dækker ikke hvis uarbejdsdygtigheden skyldes en tidligere sygdom eller ulykke du har, eller burde have, oplyst om ved tegning af forsikringen.
Tidligere færdigbehandlede sygdomme eller følgesygdomme er dog oftest dækket, hvis du har været raskmeldt og symptomfri i mindst 12 måneder. Dette gælder dog ikke, sygdomme af ofte tilbagevendende karakter, kræftsygdomme og alle mentale tilstande, inkl. men ikke begrænset til psykiske sygdomme, stress, depression eller angst efter en lægefaglig vurdering.
Men også her er der forskel mellem de enkelte A-kasser, idet ASE dækker sygdom uden undtagelser.
Generelt gælder m.h.t. sygdom, at hvis du har søgt konsultation eller behandling hos en læge indenfor de seneste 12 måneder forud for du ønsker at tegne lønsikring, så skal du spørge A-kassen om hvilke konsekvenser det har for dækning fra lønsikringen. - Dækkes ved tidsbestemt arbejde?
Er du kontraktansat eller ansat kun til et bestemt projekt, så er din ansættelse tidsbestemt og du ved hvornår ansættelsen slutter. Normalt dækker Lønsikring ikke i disse tilfælde.
Nogle A-kasser dækker slet ikke (f.eks. DSA, ASE, CA A-kasse, Lederne, FRIE, FTFa og Krifa) når en ansættelse udløber planmæssigt, mens andre har en regel om at forsikringen dækker hvis din kontrakt er på min. 24 måneder, dog ofte med den yderligere betingelse at kontrakten skal have været forlænget mindst 2 gange (f.eks. i Min A-kasse, 3F og HK).
I MA A-kasse og Akademikernes A-kasse er det et krav, at der på ikrafttrædelsestidspunktet for forsikringen er minimum 24 måneder tilbage af din tidsbegrænsede kontrakt.
Bemærk, at for dem der dækker ved tidsbestemt arbejde, kan dækningsperioden/udbetalingen fra forsikringen være begrænset i forhold til den normale dækningsperiode. - Mulighed for at få udbetaling fra lønsikring samtidig med deltidsjob?
Det er ofte muligt at få udbetalt ydelser fra lønsikring samtidig med at du har et deltidsjob.
Vilkårene herfor er f.eks. at du skal være berettiget til udbetaling af supplerende dagpenge, at din samlede indkomst (dagpenge, ydelser fra lønsikring samt indkomst fra arbejde) ikke må overstige 90% af din tidligere indkomst, og at der er tale om et deltidsjob hos en anden arbejdsgiver end der hvor du blev fyret fra. - Psykologhjælp, lægehotline, personlig sparring
Der kan til lønsikringen være tilknyttet andre fordele, som du måske kan få brug for hvis du kommer dertil at du skal have udbetalinger fra lønsikringen.
Specielt ASE giver mulighed for at tegne forskellige lønsikringspakker, som giver ekstra fordele, som adgang til psykolog, lægehotline m.m.
Lønsikring for selvstændige
Det er langt fra alle A-kasser der tilbyder lønsikring til selvstændige. Nogle gør det - men så til en højere pris end for lønmodtagere (f.eks. Akademikernes A-kasse) eller på lidt andre vilkår (f.eks. AJKS).
Få andre A-kasser tilbyder lønsikring til selvstændige til samme pris som for lønmodtagere - det gælder bl.a. FTFa, DSA, ASE og MA A-kasse.
VIRKSOM har en særlig "indtægtssikring" for selvstændige.
Overvejer du at tegne lønsikring som selvstændig, så vær opmærksom på at for at kunne få udbetalinger fra lønsikring, kræves normalt at din virksomhed er erklæret konkurs eller solgt (og lukket).
Det er således ikke nok at du midlertidigt ophører med din virksomhed.
Som det gælder for lønsikring for lønmodtager, skal du også som selvstændig nøje se forsikringsvilkår/betingelser før du køber lønsikring.
Lønsikring for nyuddannede
Er du netop dimitteret og har fået dit første job?
Dimittender kan ofte tegne lønsikring uden krav om forudgående beskæftigelse.
Vedr. udbetaling fra lønsikring: Nogle A-kasser har lidt bedre vilkår for dimittender end for andre lønmodtagere der tegner forsikringen.
Det gælder med hensyn til kravet om forudgående beskæftigelse før du kan gøre brug af forsikringen. For andre gælder som hovedregel at man skal have haft 12 måneders beskæftigelse før man kan gøre brug af lønsikringen.
Men nogle A-kasser, f.eks. Lærernes A-kasse og DSA har nedsat det krav til 6 måneder for dimittender.
Undersøg vilkår eller spørg A-kassen om de tilbyder særlige vilkår for dimittender.
Kollektive ordninger hos BUPL, TL, HK og Socialpædagogerne
Når man melder sig ind i BUPL, TL, Socialpædagogerne eller HK bliver man automatisk medlem af deres kollektive lønsikring. Det er obligatorisk og kan ikke fravælges.
Alle medlemmer betaler således til ordningen. Sådan er ordningerne:
- Medlemmer af HK Kommunal, HK Privat eller HK Stat (dækker 80% af lønnen i 6 mdr. og koster fra 44-98 kr. pr. mdr). Skal have betalt til ordningen i 12 mdr.
- Medlemmer af BUPL (dækker 90 procent af lønnen i 12 måneder, dog højst 3.500 kroner om måneden før skat, og maksimalt 24.000 kr. i alt. Koster 31 kr. pr. mdr.). Skal have betalt til ordningen i 6 mdr.
- Socialpædagogerne (dækker 80% af lønnen i 6 mdr. og koster 46 kr. pr. mdr). Skal have betalt til ordningen i 12 mdr.
- Teknisk Landsforbund (dækker 80% af lønnen i 6 mdr. og koster 105 kr. pr. mdr). Skal have betalt til ordningen i 9 mdr.
Ved alle de kollektive ordninger gælder at man skal være medlem af både A-kasse og fagforening for at være omfattet.
Forklaring og begreber
Vi har gennemgået alle 22 A-kasser for at se om de tilbyder lønsikring.
Som tidligere nævnt er der fire A-kasser der har en kollektiv ordning - de er ikke med i sammenligningen.
Din Faglige A-kasse tilbyder ikke lønsikring og er derfor heller ikke med i oversigten.
Der er derfor 17 A-kasser med i vores sammenligning, som du kan se i tabellen neden for.
Vi har taget udgangspunkt i følgende:
Ønsket dækning (udover dagpenge): kr. 10.000 pr. måned. Dækningsperiode: 12 mdr. Ønsket Selvrisiko/karens: 1 mdr.
Begreber
- Dækning: det er den udbetaling du vil have pr. måned udover dine dagpenge. I alle A-kasser kan du frit vælge dækning fra normalt ml. få tusinde kroner til op til 40.000 kroner oven i dagpengene. Det gælder naturligvis ikke for de A-kasser der har kollektive obligatoriske ordninger. Bemærk at du altid kun kan få dækket op til max. 80% eller 90% af din hidtidige indkomst inklusiv dagpengene.
Generelt gælder at man kan få udbetalt fra forsikringen i op til 12 måneder i træk. I nogle A-kasser kan man få en billigere præmie ved kun at vælge udbetaling i 6 mdr. - Kvalificeringsperiode: det er den periode du skal have haft forsikringen inden du kan gøre brug af den.
- Selvrisiko/karens: det er den periode (oftest 1 måned) du må vente, fra du bliver ledig til udbetalingen fra lønsikringen begynder. I nogle A-kasser kan man vælge at tegne forsikringen med en kortere eller længere selvrisiko-periode, eller helt uden selvrisiko.
- Beskæftigelseskrav: det er det antal timer/måneder du skal have arbejdet op til den første ledighedsperiode, før du kan få udbetaling fra lønsikringen.
A-kasse | Pris pr. mdr. i 2024 | Dækning | Kvalificerings- periode/Selvrisiko | Beskæftigelses- krav | Betingelser/ øvrigt | Online indmeldelse/ Læs mere |
---|---|---|---|---|---|---|
FTF A-kasse | 394 | kr. 2.000-40.000/max. 90% af løn | 9 mdr./1 mdr. | 80 timer pr. måned i 12 sammenhængende måneder | Udbetaling til 65 år. Vilkår | (annoncelink) Bliv medlem om FTFa A-kasse |
Ase A-kasse | 461 | kr. 5.000-50.000/max. 80% af løn. Kan vælges 3, 6 eller 12 mdr. udbetaling | 6 mdr./3 uger | 25 timer om ugen i 6 sammenhængende måneder | Udbetaling til 67 år. Kan købes uden selvrisiko. Vilkår | (annoncelink) Bliv medlem om ASE A-kasse |
ajks | 350 | kr. 2.000-40.000/max. 90% af løn | 9 mdr./1 mdr. | 16 timer om ugen i 12 sammenhængende måneder | Udbetaling til 64 år. | om AJKS |
Min A-kasse | 344 | kr. 1.000-40.000/max. 80% af løn | 12 mdr./1 mdr. | 16 timer pr. uge i 12 sammenhængende måneder | Udbetaling til 65 år. Kan købes uden selvrisiko. Vilkår | (annoncelink) Bliv medlem om Min A-kasse |
DFH A-kasse | ca. ml. 475- 650 | kr. 500-40.000/max. 90% af løn. Kan vælges 6 mdr. udbetaling | 6 mdr./0 eller 15 dage | 16 timer pr. uge | Bemærk! Pris afhænger af alder, bopæl og job. Vilkår | (annoncelink) Bliv medlem om DFH A-kasse |
MA A-kasse | 344 | kr. 2.000-30.000/max. 80% af løn. | 9 mdr./1 mdr. | 12 sammenhængende måneder | Udbetaling til 66 år. Vilkår | om MA A-kasse |
CA A-kasse | 364 | kr. 2.000-60.000/max. 90% af løn. Kan vælge 3, 6, 9 eller 12 mdr. udbetaling | 9 mdr./1 mdr. | 80 timer pr. måned i 12 sammenhængende måneder | Udbetaling til 65 år. Kan købes uden selvrisiko. Vilkår | (annoncelink) Bliv medlem om CA A-kasse |
DSA | 182 | kr. 1.000-20.000/max. 80% af løn. Kan vælges 6 mdr. udbetaling | 6 mdr./Ingen | 16 timer om ugen i 12 sammenhængende måneder | Udbetaling til 65 år. Vilkår | om DSA A-kasse |
3F A-kasse | 587 | kr. 1.000-21.000/max. 80% af løn. Kan vælges 6 mdr. udbetaling | 12 mdr./1 mdr. | 16 timer om ugen i 12 sammenhængende måneder | Kræver at du er medlem af 3F og 3F's a-kasse. Vilkår | om 3F A-kasse |
FOA A-kasse | 417 | kr. 1.000-14.000/max. 90% af løn. Kan vælge 3, 6 el. 12 mdr. udbetaling | 6 mdr./1, 2 eller 3 mdr. | 16 timer om ugen i 12 sammenhængende måneder | Kræver at du er medlem af både FOA og FOAs a-kasse. Muligt at arbejde op til 14,8 timer om ugen. Vilkår | om FOA A-kasse |
Akademiker A-kasse | 307 | kr. 2.000-40.000/max. 90% af løn. Kan vælges 6 mdr. udbetaling | 6 mdr./1 mdr. | 16 timer om ugen i 12 sammenhængende måneder | Udbetaling til 63 år. Vilkår | (annoncelink) Bliv medlem om Aka A-kasse |
NNF A-kasse | 587 | kr. 1-21.000/max. 80% af løn. Kan vælges 6 mdr. udbetaling | 12 mdr./1 mdr. | 16 timer om ugen i 12 sammenhængende måneder | Du skal være medlem af både NNF og NNF's A-kasse. Vilkår | om NNF A-kasse |
Lærer | 263 | kr. 1.000-20.000/max. 80% af løn. Kan vælges 6 mdr. udbetaling | 6 mdr./2 mdr. | 16 timer om ugen i 12 sammenhængende måneder | Udbetaling til 65 år. Vilkår | om Lærer A-kasse |
METAL-A | 587 | kr. 1.000-21.000/max. 80% af løn. Kan vælges 6 mdr. udbetaling | 12 mdr./1 mdr. | 16 timer om ugen i 12 sammenhængende måneder | Du skal være medlem af både Dansk Metal og Metals A-kasse. Vilkår | om Metal A-kasse |
A-kassen Frie | 590 | kr. 1.000-40.000/max. 90% af løn. | 5 mdr./ingen selvrisiko, men du kan tidligst få udb. fra 3 mdr. efter du har modtaget din opsigelse | 16 timer pr. uge de seneste 13 uger | Udbetaling til 65 år. Du må inden for de seneste 3 år kun have været ledig 1 gang. Vilkår | om Frie |
Lederne A-kasse | ca. 540 | kr. 1.100-60.000/max. 90% af løn. Kan vælges 6 mdr. udbetaling | 6 mdr./kan vælge 1, 2 eller 3 mdr. | 80 timer pr. måned i 6 sammenhængende måneder | Du skal være medlem af både Lederne organisation og Lederne A-kasse. Udbetaling til 65 år. Vilkår | om Leder A-kasse |
Krifa A-kasse | ca. 585 | kr. 1.000-21.000/max. 90% af løn. Kan vælges 6 mdr. udbetaling | 12 mdr./1 mdr. | ikke oplyst i vilkår | Udbetaling til 67 år. Fra 60 år dog med 25% kortere udbetalingsperiode. Vilkår | om Krifa |
- A-kasse oversigt (forside) →
Lønsikring i A-kasse
Du kunne måske også være interesseret i:
⇒Skift / flyt til anden A-kasse
⇒Spar mest: Billig fagforening med A-kasse
⇒A-kasse for nyuddannede
Hovedemner om A-kasse
Artikler
Find information om A-kasse
➞ Alle artikler➞ Blog