Hej,
Hvis man søger om dagpengeret/henvender sig til A-kassen og søger dagpenge, så går A-kassen 3 år tilbage i tiden for at se om du opfylder indkomstkravet. Det kaldes optjeningsperioden.
Men der er i loven mulighed for at forlænge denne optjeningsperiode. Der kan i første omgang forlænges med 2 år bl.a. hvis man modtager sygedagpenge, er på barsel, eller passer et handicappet eller alvorligt sygt barn, jfr. Bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge §21.
Og i sidstnævnte tilfælde (passer et handicappet eller alvorligt sygt barn) kan perioden forlænges med mere end 2 år, hvis man har modtaget støtte til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn i mere end 2 år, jfr. §21, stk. 3.
Ifølge vejledningen til bekendtgørelsen (se vejledningen til §21, stk. 3, det er side 22 i vejledningen) gælder tilsyneladende at optjeningsperioden ikke kan forlænges med mere end de 5 år med tabt arbejdsfortjeneste. Dermed kan optjeningsperioden altså blive på maksimalt 8 år tilbage i tiden, de normale 3 år+forlængelsen på 5 år. Se også eksempel i vejledningen.
Så der er noget med de 8 år – jeg har dog ikke kunne finde det nævnt andre steder på internettet, herunder på A-kassernes hjemmesider.
Siger HK at de maksimalt kan gå 8 år tilbage i tiden, tror jeg derfor de har ret.
Vedr. opfyldelse af indkomstkravet:
Er indkomsten helt eller delvis opnået ved udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 eller plejevederlag efter § 120 i lov om social service, medregnes indkomsten ikke til opfyldelse af indkomstkravet, jfr. Lov om arbejdsløshedsforsikring § 53, stk. 6.
Lad mig høre om du har kommentarer.
Med venlig hilsen
Anders Weber, A-kasser.dk