Artikler

Dagpenge
A-kasse

En A-kasse skal vejlede konkret og individuelt

Udgivet . Kategori: a-kasse, nøgleord: A-kasse

Din A-kasse har pligt til at vejlede dig konkret og individuelt, det vil sige A-kassen skal tage hensyn til din situation og dine forudsætninger.

A-kassen's pligt til at vejlede dig følger både af § 65, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring og af Bekendtgørelse nr. 1170 af 25. november 2019 om en a-kasses pligt til at vejlede mv.

Bekendtgørelsen fastsætter regler om den minimumspligt, som a-kasserne har til at yde vejledning og bistand om spørgsmål inden for a-kassens sagsområde. Det drejer sig dels om en række emner hvor A-kassen skal vejlede dig, hvis du henvender dig til A-kassen om et af emnerne, dels tilfælde hvor A-kassen på baggrund af oplysninger om dig (din situation) skal vejlede dig. F.eks. er der udførlige regler om hvordan du skal vejledes når du bliver ledig og søger dagpenge, herunder om din rådighedsforpligtelse.

Eksempler er:

  • du henvender dig til A-kassen fordi du snart bliver ledig. Her skal A-kassen vejlede dig om hvad du har pligt til at gøre som ledig, hvis du vil have mulighed for at få dagpenge.
  • hvis du oplyser til A-kassen at du er studerende, skal A-kassen vejlede om hvad du skal gøre når du er færdiguddannet, for at kunne få dimittend-dagpenge.
  • når en nyuddannet (dimittend) retter henvendelse til A-kassen inden for 14 dage efter afslutning af uddannelsen, skal A-kassen vejlede om at det er vigtigt at blive indmeldt som dimittend, eller ændre status til dimittend inden for 2-ugers fristen, hvis man ønsker dimittend-rettigheder.
  • Hvis et medlem oplyser, at medlemmet overvejer at rejse til udlandet, for at søge eller overtage arbejde, skal a-kassen vejlede om, hvad arbejde i udlandet betyder for retten til dagpenge.

Der er nævnt flere konkrete områder med vejledningspligt i bekendtgørelsen.

Hvis du henvender dig til A-kassen, skal A-kassen vejlede dig om hvad der er naturligt og relevant for dig i din konkrete situation. Det fremgår bl.a. af denne afgørelse.

En "henvendelse" kan også ske ved at du indsender papirer, som f.eks. en ledighedserklæring, dagpengekort, lønsedler eller et eksamensbevis til A-kassen. Disse oplysninger kan indikere en ny situation for medlemmet, som kan udløse en vejledningsforpligtelse for A-kassen, jfr. afgørelse 12-611-0072, 04-633-0247 og 13-633-0151.

Derudover gælder, at hvis et medlem giver oplysninger i a-kassen, som kan give anledning til tvivl om medlemmets ret til ydelser eller øvrige rettigheder inden for a-kassens sagsområder, skal a-kassen notere disse og følge op bl.a. i form af vejledning til medlemmet, hvis medlemmet har særligt behov herfor.

Vejledningen bør sikre, at medlemmet får tilstrækkelig orientering om de rettigheder og pligter, medlemmet har efter reglerne, og om hvordan medlemmet lettest og mest effektivt kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen.

A-kassen har særlig forpligtelse som den professionelle part

En A-kasse formodes som den professionelle part at have indgående viden om reglerne om bl.a. dagpenge, og skal kunne bruge denne viden til f.eks. at vejlede et medlem om muligheden for at kunne sikre sig dagpenge i tilfælde af ledighed, jfr. bl.a. afgørelse 21/02636.

Hvis både medlem og A-kasse kan siges at have andel/skyld i at "situationen" er opstået, er det også A-kassen der som den professionelle part er nærmest til at bære ansvaret. A-kassens tilsidesættelse af vejledningspligten er mest tungtvejende, og medlemmet stilles som om man var blevet vejledt korrekt (se eksempelvis sag 11-633-0150) og 12-611-0046 (A-kassen skulle som den professionelle part have sikret sig, at alle nødvendige papirer var til stede, herunder ansøgningen om (gen) optagelse).

Bevisbyrde

I følge vejledningsbekendtgørelsen § 37, stk. 2 har en A-kasse pligt til at tage notater af den vejledning der er givet et medlem. Findes notaterne ikke, vil det ofte blive lagt til grund hvad medlemmet/klager oplyser om førte samtaler med A-kassen. Det gælder især hvis medlemmet kan dokumentere at der har været et opkald på et angivet tidspunkt, f.eks. via opkaldslister på telefon m.m., jfr. denne afgørelse, og afgørelserne 12-611-0066, 12-611-0046.

Efterfølgende mundtlige samtaler vægter mere end skriftlige vejledninger

I flere klagesager har klageinstansen ikke lagt vægt på at et medlem har fået korrekt skriftlig vejledning, hvis medlemmet ved efterfølgende samtaler med A-kassen ikke er blevet vejledt ordentligt, se f.eks. afgørelserne 12-611-0046 og denne afgørelse.

Har et medlem haft kontakt til A-kassen uden at blive vejledt korrekt, kan en efterfølgende skriftlig vejledning fra A-kassen på den anden side være nok til at opfylde vejledningspligten. Se afgørelse 21-073-0048.

Generel vejledning, pjecer m.v. fra A-kassen er ikke nok

I sag 05-633-0201 fremgik det, at en a-kasse altid skal give det enkelte medlem individuel, konkret og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor. I den konkrete sag (om ret til supplerende dagpenge) var det således ikke nok at A-kassen tidligere havde udleveret en pjece til medlemmet, og generelt forklaret om reglerne for ledige. Medlemmet var efterfølgende mødt op i A-kassen, og her burde A-kassen have vejledt mere konkret.

I sag 11-633-0150 sendte A-kassen et brev vedlagt en pjece samt henvisning til A-kassen's hjemmeside. Brevet blev sendt efter at vejledningspligten var opstået, men kunne ikke erstatte en individuel og konkret vejledning.

Ikke nok at vejledningen alene foretages ved en gruppegennemgang

Ankestyrelsen har i en principmeddelelse slået fast, at en kommunes vejledningspligt ikke opfyldes ved, at vejledningen alene foretages ved en gruppegennemgang. Selvom Ankestyrelsen altså her vurderer en kommunes vejledningspligt (i henhold til §35 i Lov om aktiv socialpolitik), må det samme formodes at være gældende for en A-kasse's vejledning af deres medlemmer. At der er vejledt på et fælles informationsmøde er altså ikke nok, da der på et sådant fællesmøde ikke kan tages hensyn til den enkeltes situation og forudsætninger.

A-kassen har ansvar for IT-problemer, herunder at online-formularer kan bruges

Se afgørelse 14-611-0095 (På grund af problemer med a-kassens hjemmeside, havde a-kassen ikke modtaget ansøgningen. Der kom heller ikke en fejlmeddelelse tilbage til medlemmet.) og afgørelse 13-611-0021 (A-kassens digitale optagelsesblanket gav ham ikke mulighed for at blive optaget som nyuddannet, fordi han havde modtaget løn som lærling under sin uddannelse.).

A-kassen's vejledningspligt gælder kun i forhold til medlemmer

Det fremgår af reglerne, at a-kassens vejlednings- og notatpligt kun gælder i forhold til medlemmer. Det betyder at henvendelser til A-kassen inden du bliver medlem, ikke kan udløse vejledningsforpligtelse for A-kassen. Se også afgørelse 13-611-0072.

Der kan dog opstå en vejledningspligt for en A-kasse i forbindelse med at en person ønsker at melde sig ind i - eller bliver overflyttet til - den pågældende A-kasse. Se sag 04-611-0050.

Relateret indhold om A-kasse