A-kasse
udland
EU
Dagpenge
A-kasse når du er 3. landsborger på en af erhvervsordningerne
Erhvervsordninger
Der er to typer af erhvervsordninger, der giver arbejds- og opholdstilladelser for 3. landsborgere.
På denne side vil vi omtale de efterspørgselsorienterede ordninger, der er tilladelser til et bestemt arbejde. Her forudsættes, at der er indgået aftale om et konkret job i en virksomhed i Danmark. Erhvervsordningerne er tidsbegrænsede og opholds- og arbejdstilladelse gælder kun så længe, man har det konkrete arbejde.
De udbudsorienterede ordninger (Green Card og etableringskort) er omtalt i en særskilt artiel.
Der er følgende efterspørgselsorienterede ordninger:
- Beløbsordningen
- Positivlisten
- Fast-track ordningen
- Øvrigt lønarbejde, herunder har forskere, landbrugsarbejdere samt en række mindre specialistområder fået egne bestemmelser.
Beløbsordningen
Udlændinge fra andre lande end EU/EØS-landene, som er tilbudt arbejde med høj løn, har særligt let adgang til det danske arbejdsmarked. Der stilles ikke særlige krav til uddannelse, erhvervsområde eller stillingens præcise karakter.
Med virkning fra 10. juni 2016 blev den hidtidige beløbsgrænse forhøjet, og der blev indført en automatisk takstregulering, så reguleringen i alt svarer til lønudviklingen i samfundet.
For ansøgninger indgivet pr. 1. februar 2017 eller senere udgør beløbsgrænsen 408.800 kr. årligt (34.066,67 kr. pr. måned).
Man skal kunne fremvise en jobkontrakt eller et konkret jobtilbud, hvoraf løn og ansættelsesvilkår fremgår, og løn- og ansættelsesvilkår skal være sædvanlige efter danske forhold.
Om øvrige betingelser og varighed af opholdstilladelsen - se Udlændingestyrelsen's hjemmeside "Ny i Danmark".
Forlængelse af opholdsret efter beløbsordningen
Udlændinge, der ønsker at søge om forlængelse af deres hidtidige opholds- og arbejdstilladelse, kan fortsætte på den beløbsgrænse, der var gældende på det tidspunkt, udlændingen indgav sin første ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt det er i det samme ansættelsesforhold og på samme ansættelsesvilkår.
Positivlisten
Udlændinge, som har fået arbejde inden for et af de erhverv, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, har særligt let adgang til det danske arbejdsmarked. Disse erhverv er opført på Positivlisten.
Det er et krav, at ens job er opført på Positivlisten. Desuden skal man kunne fremvise en jobkontrakt eller et konkret jobtilbud, hvor løn og ansættelsesvilkår fremgår, og løn- og ansættelsesvilkår skal være sædvanlige efter danske forhold.
Minimumskravet til det uddannelsesmæssige niveau for en stilling på Positivlisten er en professionsbachelor - fx pædagog. I visse tilfælde kan det desuden være en betingelse, at man har fået en dansk autorisation. Dette fremgår udtrykkeligt af Positivlisten og gælder eksempelvis læger, som skal have autorisation af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Om øvrige betingelser og varighed af opholdstilladelsen - se Udlændingestyrelsen's hjemmeside "Ny i Danmark".
Fast-track ordningen
Fast-track betyder hurtig og fleksibel jobstart for højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft.
Fast-track ordningen gør det lettere for certificerede virksomheder at hente medarbejdere med særlige kompetencer eller kvalifikationer til Danmark.
Fast–track ordningen giver certificerede virksomheder mulighed for med kort varsel at ansætte højtkvalificerede udlændinge uden at skulle afvente Styrelsen for International Rekruttering og Integrations sagsbehandling. Samtidig giver ordningen mulighed for, at udlændingen kan arbejde skiftevis i Danmark og i udlandet.
Ordningens fire spor
Fast-track ordningen er inddelt i fire spor. Ordningen kan således benyttes af udlændinge, der er tilbudt job i en certificeret virksomhed, og hvor jobbet lever op til én af følgende betingelser:
- Udlændingen ansættes efter betingelserne i beløbsordningen
- Udlændingen ansættes som forsker. Bemærk, at gæsteforskere og ph.d.-studerende ikke er omfattet af fast-track ordningen.
- Ansættelsen indebærer et uddannelsesophold på højtkvalificeret niveau
- Der er tale om et korttidsophold. Fast-track ordningen giver mulighed for, at udenlandsk arbejdskraft, som ikke er omfattet af fritagelsesreglerne, kan opholde sig i Danmark i op til 3 måneder uden, at der stilles særlige betingelser til udlændingens beskæftigelse. Opholdstilladelsen er dog betinget af, at løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige efter danske forhold.
Læs mere om betingelser og vilkår under de 4 spor på Udlændingestyrelsen's hjemmeside "Ny i Danmark".
Kilde: Dansk Erhverv og Udlændingestyrelsen.
- A-kasse oversigt (forside) →
- Tredjelandsstatsborger →
På erhvervsordning
Du kunne måske også være interesseret i:
⇒Skift / flyt til anden A-kasse
⇒Billig fagforening med A-kasse
⇒Find en tværfaglig A-kasse
Hovedemner om A-kasse
Artikler
Find information om A-kasse
➞ Alle artikler➞ Blog