Regler

Dagpenge
A-kasse

Ikke fuldt til rådighed - selvstændig bibeskæftigelse

Emneord for denne afgørelse: Rådighed - dagpengeret - selvstændig bibeskæftigelse

Dato: 27-07-2020

Resumé

Medlemmet havde ikke ret til supplerende dagpenge, fordi hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet i fuldt, normalt omfang på grund af sine aktiviteter med en selvstændig bibeskæftigelse.

Den selvstændige bibeskæftigelse leverede rengøring til private og erhvervsvirksomheder. I vurderingen indgik, at hun flere gange havde prioriteret beskæftigelsen i sin selvstændige virksomhed højere end lønarbejde. Hun ville blandt andet kun tage et bestemt lønarbejde, hvis hun ikke skulle møde de dage, hvor hun arbejdede i sin virksomhed.

Hun kunne derfor ikke med dags varsel påtage sig lønarbejde.

Afgørelse

Vi er kommet frem til: Du har ikke ret til supplerende dagpenge fra den 22. maj 2020 samtidig med, at du driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse med [virksomhed 1].

Begrundelsen for afgørelsen

Selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

Den 20. september 2019 traf a-kassen afgørelse om, at du havde ret til dagpenge samtidig med, at du drev din selvstændige bibeskæftigelse [virksomhed 1].

Du blev vejledt om, at du havde mulighed for at klage over afgørelsen inden for 4 uger.

Vi har lagt til grund, at du driver [virksomhed 1] som din selvstændige bibeskæftigelse, fordi du ikke har klaget over afgørelsen inden for klagefristen på 4 uger.

Dagpengeret – Rådighed

Du har ikke ret til supplerende dagpenge fra den 22. maj 2020, fordi du som fuldtidsforsikret ikke står til rådighed for lønarbejde i normalt omfang på grund af dine aktiviteter med [virksomhed 1].

Efter reglerne kan der udbetales supplerende dagpenge til et ledigt medlem, der driver selvstændig bibeskæftigelse, når medlemmet er arbejdssøgende til arbejde i fuld, sædvanlig arbejdstid.

Det kan du se i § 59, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 199 af 11. marts 2020 (loven).

Vi lægger til grund:

  • Du blev indplaceret i dagpengeperioden den 1. august 2019. I den forbindelse blev du vejledt om, at det var et krav for at kunne modtage dagpenge, at du skulle søge job og kunne overtage arbejde med dags varsel.
  • Den 20. september 2019 traf a-kassen afgørelse om, at du havde ret til dagpenge samtidig med, at du drev [virksomhed 1] som din bibeskæftigelse på grundlag af "Erklæring om erhvervsmæssig aktivitet".
  • Du oplyste i erklæringen, at du leverede rengøring til private og erhvervsvirksomheder i 5 til 6 timer om ugen.
  • Du svarede, at dine aktiviteter med virksomheden ikke forhindrede dig i at kunne overtage arbejde og deltage i møder med dags varsel.
  • Du svarede, at der ikke var opgaver i virksomheden, som skulle udføres på bestemte tidspunkter.

Styrelsen har vurderet, at du ikke med dags varsel kunne påtage dig lønarbejde, og at du flere gange prioriterede beskæftigelsen i din selvstændige virksomhed højere end lønarbejde.

Vi har lagt vægt på:

  • Den 20. april 2020 blev du ansat som lønmodtager i 25 timer om ugen, fordelt med 5 timer på hverdagene, hos [virksomhed 2]. Du blev sat 1 time ned hver dag til i alt 20 timer om ugen fra den 4. maj 2020.
  • Fra den 22. maj 2020 arbejdede du kun 12 timer om ugen, fordelt i 4 timer om dagen tirsdag, onsdag og torsdag, hos [virksomhed 2], fordi du mandage og fredage skulle gøre rent hos en kunde i [virksomhed 1].

Det indgår også i vurderingen, at betingelsen for at du tog jobbet som lønmodtager hos [virksomhed 2] var, at du ikke skulle møde de dage, hvor du arbejdede for [virksomhed 1]

Det indgår også i vurderingen, at betingelsen for at du tog jobbet som lønmodtager hos [virksomhed 2] var, at du ikke skulle møde de dage, hvor du arbejdede for [virksomhed 1]

Du har den 22. maj 2020 også arbejdstimer som bartender på et værtshus. Du mødte ikke hos [virksomhed 2] den 22. maj 2020. Arbejdet på værtshuset udføres for din selvstændige virksomhed samt inden for værtshusets åbningstid mellem 09.30 og aften.

Det fremgår også af dine ydelseskort, at du i perioder har haft mellem 20-30 timer om ugen i din selvstændige virksomhed.

Vi bemærker, at du i a-kassens brev af 22. august 2019 blev vejledt om, at du skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder søge job og kunne begynde i nyt arbejde med en dags varsel, for at have ret til dagpenge.

Du blev i forbindelse med, at du indsendte "Erklæring om erhvervsmæssig aktivitet" også vejledt om, at dine aktiviteter ikke måtte forhindre dig i at kunne overtage arbejde og deltage i møder med dags varsel.

Du er derfor flere gange vejledt om, at du skal stå til rådighed for lønarbejde i fuldt, normalt omfang, samt at bibeskæftigelsen som selvstændig ikke måtte hindre, at du med dags varsel kunne og ville overtage arbejde.

Vi bemærker i øvrigt, at du i a-kassens brev af 20. september 2019 blev vejledt om, at du skulle kontakte a-kassen, hvis der skete ændringer i aktiviteten i din selvstændige virksomhed i forhold til det, som a-kassen havde godkendt.

Efter reglerne er det en betingelse for at modtage dagpenge, at bibeskæftigelsen som selvstændig ikke hindrer, at et medlem med dags varsel kan og vil overtage arbejde eller deltage i tilbud og andre aktiviteter.

Det kan du se i § 62, stk. 1, nr. 2 og 3, i loven, og i § 7, stk. 1, § 8 og § 12, i bekendtgørelse nr. 1172 af 25. november 2019 om rådighed.

Du har oplyst:

  • Du fik arbejde hos [virksomhed 2], hvor det blev aftalt, at du ville prioritere din selvstændige virksomhed, når dine kunder vendte tilbage. Dette var [virksomhed 2] indforstået med.
  • Du blev ledig fra [virksomhed 2] fra den 26. juni 2020.
  • Du har oplyst dem, at hvis der bliver arbejde til dig, så kan de ringe til dig, men kun som løs vikar.
  • Jobcenteret har hele tiden vidst, at du havde selvstændig virksomhed, og at du skulle fortsætte med dette.

Dine oplysninger er indgået ved behandlingen af din klagesag, men kan ikke føre til et andet resultat.

Det er efter reglerne et krav for ret til dagpenge, at man er til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette gælder også, når man har selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Du kan ikke få en bedre ret end efter reglerne.