Regler
Dagpenge
A-kasse
Ophør af virksomhed ved tro- og loveerklæring
Emneord for denne afgørelse: Selvstændig virksomhed - hovedbeskæftigelse - ophør
Dato: 18-06-2020
Resumé
Medlemmet fik godkendt, at han var ophørt fra den dato, hvor han på tro- og love havde indsendt en erklæring om, at et selskab var ophørt, selv om han ikke efterfølgende afleverede et ophørsbevis.
Ophøret blev godkendt på grundlag af en anmodning et par dage tidligere til Erhvervsstyrelsen om, at selskabet opløses ved en betalingserklæring efter § 216 i selskabsloven.
I vurderingen indgik, at der ifølge årsopgørelserne ikke havde været økonomisk drift i selskabet.
Afgørelse
Vi er kommet frem til:
- Du er ophørt på en tro- og loveerklæring den 12. september 2019.
- Du opfylder ikke et indkomstkrav på 233.376 kr.
- Du har ikke ret til dagpenge.
Begrundelsen for afgørelsen
Du er ophørt den 12. september 2019 på en tro- og loveerklæring.
Et medlem anses for ledig, når virksomheden er ophørt efter § 57 b, stk. 2, nr. 2, jf. § 57, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018 (loven) og § 20, i bekendtgørelse nr. 1182 af 26. september 2018 om selvstændig virksomhed dagpengesystemet (bekendtgørelsen).
Grundlaget for afgørelsen:
- Du har drevet selvstændig virksomhed med [IVS 1], som blev oprettet den 9. maj 2015 (holdingselskabet).
- Holdingselskabet ejede 50 % af driftsvirksomheden [IVS 2] (driftsvirksomheden).
- Holdingselskabet og driftsvirksomheden har været din hovedbeskæftigelse.
- Du har oplyst, at sidste arbejdsdag i driftsvirksomheden var den 9. september 2019.
- Du var fuldtidsforsikret medlem af a-kassen.
Vi vurderer, at du er ophørt på en tro- og loveerklæring efter § 20 i bekendtgørelsen.
Vi henviser til, at du på ledighedserklæringen af 12. september 2019 har afgivet en tro- og loveerklæring.
Du har erklæret, at du ikke udfører opgaver i virksomhederne, medmindre der er tale om afvikling af virksomhederne.
Du erklærer, at du er klar over, at du skal aflevere ophørsbeviser efter § 13 i bekendtgørelsen, inden 6 måneder fra 12. september 2019.
Du har afgivet tro- og loveerklæringer for [IVS 1] og [IVS 2].
Medlemmer, som er ophørt på en tro- og loveerklæring efter § 20 i bekendtgørelsen, kan først modtage dagpenge efter en venteperiode på 2 måneder, jf. § 22, stk. 3, i bekendtgørelsen.
Retten til dagpenge vil tidligst indtræde den 12. november 2019. Du vil dog ikke kunne modtage dagpenge, da du ikke opfylder et indkomstkrav.
[IVS 1]
Et medlem kan ophøre efter § 13 i bekendtgørelsen.
Det er en forudsætning for at ophøre efter § 13 at medlemmet fremlægger en ophørserklæring fra Erhvervsstyrelsen om, at virksomheden er registreret som ophørt i det centrale virksomhedsregister (CVR). Medlemmet skal også fremlægge en erklæring fra SKAT om, at virksomheden ikke længere har skattemæssige forpligtelser over for SKAT.
Du har den 9. september 2019 fremsendt en anmodning til Erhvervsstyrelsen om, at selskabet opløses ved betalingserklæring efter selskabslovens § 216.
Erhvervsstyrelsen har registreret, at selskabet er opløst efter selskabslovens § 216 den 18. december 2019.
Selskabet er ophørt den 18. december 2019.
Vi har lagt vægt på, at det fremgår af selskabslovens § 216, stk. 2, at Erhvervsstyrelsen kun kan registrere opløsningen, når anmodning om opløsning er modtaget senest 2 uger efter underskrivelsen og er vedlagt en erklæring fra told- og skatteforvaltningen om, at der ikke foreligger skatte- og afgiftskrav vedrørende kapitalselskabet.
Vi har også lagt vægt på, at du har oplyst, at der ikke har været nogen økonomisk aktivitet i selskabet, hvilket også fremgår af selskabets årsopgørelser.
[IVS 2]
Du har ejet 50 % af dette selskab sammen med [ApS], som er ejet af [navn på ejer af ApS].
Du kan udtræde af et selskab, som fortsættes af medejer, når det er registreret hos Erhvervsstyrelsen, at medlemmet ikke længere er ejer af selskabet, jf. § 16, stk. 1
Der er fremlagt en aftale af 27. marts 2019, hvor du overdrager dine anparter til [navn på ejer af ApS]. Prisen er på 1. kr. Det er også en del af aftalen, at du løses fra en selvskyldnerkaution på en kassekredit i banken.
Det er registreret hos Erhvervsstyrelsen, at din stemmeberettigede andel på 50 % er overgået til [ejer af virksomhed 3] den 27. marts 2019.
Det fremgår hos Erhvervsstyrelsen, at [IVS 2] ophører den 9. september og selskabet omdannes til et anpartsselskab den 10. september 2019.
Vi vurderer, at du er endeligt ophørt med [IVS 2] den 9. september 2019.
Du er endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed, da holdingselskabet blev afmeldt hos Erhvervsstyrelsen den 18. december 2019.
[Navn på enkeltmandsvirksomhed]
Du har været registreret med enkeltmandsvirksomheden fra 19. februar til 19. november 2018 med denne virksomhed hos Erhvervsstyrelsen.
Du har oplyst, at du oprettede enkeltmandsvirksomheden, da du havde forventning om at modtage konsulenthonorarer, men det blev aldrig til noget.
Vi har lagt vægt på, at virksomheden er afmeldt i CVR den 19. november 2018.
Vi har også lagt vægt på, at det fremgår af en mail fra SKAT af 22. april 2020, at enkeltmandsvirksomheden ikke har haft gæld på skattekontoen.
Vi vurderer, at enkeltmandsvirksomheden er endeligt ophørt den 19. november 2018.
Bemærkninger til klagen
Du oplyser, at du må have ret til dagpenge, da du kun fik udbetalt dagpenge i 5 måneder, da du blev ledig i december 2014.
A-kassen oplyser, at din dagpengeret ophørte den 30. november 2017, da referenceperioden udløb.
Der kan udbetales dagpenge i 3.848 timer (2 år) inden for en periode på 3 år.
Retten til dagpenge ophørte den 30. november 2017, selv om du ikke havde modtaget dagpenge i 3.848 timer.
Regler
Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.
Love og bekendtgørelser
- Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 57 b, stk. 2, nr. 2 og § 57, stk. 3.
- Bekendtgørelse nr. 1182 af 26. september 2018 om selvstændig virksomhed, § 13, § 16, stk. 1, § 20 og § 22, stk. 3.
- Bekendtgørelse nr. 1751 af 27. december 2018 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, § 3, stk. 1, nr. 3, § 4, stk. 1, nr. 1 og § 21, stk. 1.
- Selskabsloven, § 216.