Regler

Dagpenge
A-kasse

Kunne ikke få dagpenge mellem to moduler i undervisningsforløb

Af Anders Weber

Nøgleord Dagpengeret, Uddannelse

Emneord for denne afgørelse: Dagpengeret - uddannelse - under 20 timer

Dato: 23-09-2014

Resumé

Medlemmet kunne ikke få dagpenge mellem to moduler i et undervisningsforløb, da der ikke var over 4 uger mellem modulerne.

Medlemmet deltog i et undervisningsforløb, der var delt op i 5 moduler. Medlemmet blev ledig, mens hun deltog i modul 3.

Hun kunne få dagpenge mellem modul 3 og 4, fordi der var over 4 uger mellem modulerne. Hun kunne ikke få dagpenge mellem modul 4 og 5, fordi der var mindre end 4 uger mellem modulerne.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om dagpenge mellem modul 4 og modul 5 under uddannelsen Advanced Business Development.

Resultatet er: Du har ikke ret til dagpenge mellem modul 4 og modul 5 under uddannelsen Advanced Business Development

Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen, Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring.

Der var enighed på mødet.

Nedenfor kan du læse om begrundelse, retsregler med videre.

Begrundelsen for afgørelsen

Du har ikke ret til dagpenge mellem modul 4 og modul 5 under uddannelsen Advanced Business Development.

Du har i løbet af 2012 og 2013 fulgt uddannelsen Advanced Business Development på Center for ledelse. Uddannelsen har været opdelt i flere moduler. Uddannelsen berettiger ikke til Statens Uddannelsesstøtte (SU).

Det er oplyst, at undervisningen er foregået i dagtimerne.

Du meldte dig ledig den 1. marts 2013. På daværende tidspunkt var du påbegyndt modul 3 i 2013. Undervisningen foregik i Oxford og strakte sig over perioden 8. april til 12. april 2013.

Du har efterfølgende deltaget i modul 4 perioden 22. maj - 23. maj 2013 og modul 5 den 7. juni 2013. Modul 4 og 5 foregik i Danmark.

Du har ansøgt om dagpenge mellem undervisningsmodulerne.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at den undervisningsfri periode mellem modul 4 og modul 5 ikke var over 4 uger.

Efter reglerne kan et medlem, der deltager i uddannelse, som udgangspunkt ikke få dagpenge.

Et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan dog under særlige omstændigheder bevare retten til dagpenge ved deltagelse i uddannelse, blandt andet hvis undervisningens varighed er under 20 timer om ugen og uddannelsen ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse.

Såfremt der i uddannelsesforløbet er perioder uden undervisning på over 4 uger, kan medlemmet stå til rådighed i disse undervisningsfrie perioder og modtage dagpenge herunder.

Bemærkninger til klagen

Din advokat har henvist til tidligere fremførte bemærkninger.

Din advokat har i brev af 4. juni 2013 til a-kassen anført, at det omhandlede uddannelsesforløb er påbegyndt under din tidligere ansættelse. Uddannelsen er forløbet over en flerårig periode og vil i høj grad medføre en opkvalificering som - alt andet lige - må formodes at gøre det lettere for dig at få nyt arbejde. For at opnå den anerkendelse og dokumentation, der er en følge af den afsluttede uddannelse, er det nødvendigt, at modulerne 4 og 5 gennemføres.

Din advokat har henvist til, at du allerede den 14. marts 2013 har meddelt a-kassen, at du (naturligvis) ikke vil deltage i uddannelsesforløbene, for så vidt du måtte have skaffet dig et job og/eller være blevet anvist et sådant, som ville kollidere med uddannelsen. Din advokat har endvidere henvist til, at du har oplyst, at du ikke forventer dagpenge eller anden ydelse udbetalt for de dage, hvor du faktisk deltager i uddannelsen.

Vi bemærker, at oplysninger ikke kan føre til en ændret vurdering. Det fremgår af reglerne, at et medlem kan stå til rådighed i en ledighedsperiode mellem to perioder i et uddannelsesforløb, hvis perioden er over 4 uger. Du opfylder ikke denne betingelse, da der ikke er mindst 4 uger mellem modul 4 og 5.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

  • de oplysninger, som forelå da Arbejdsskadestyrelsen, Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring traf afgørelse i sagen
  • Arbejdsskadestyrelsen, Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikrings afgørelse af 25. november 2013
  • klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 19. december 2013
  • Arbejdsskadestyrelsen, Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikrings genvurdering

Retsregler

Vi har truffet afgørelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring mv. (arbejdsløshedsforsikringsloven).

Det er lov nr. 114 af 24. marts 1970, som er bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 642 af 22. juni 2012.

Vi henviser til:

  • § 62 a, stk. 1 og 2, om uddannelse og rådighed

Vi har desuden truffet afgørelse efter bekendtgørelse nr. 61 af 25. januar 2012 om rådighed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 203 af 29. februar 2012.

Vi henviser til:

  • § 20, stk. 1 og 2, om uddannelse og rådighed
  • § 22, stk. 2, om at stå til rådighed i en ledighedsperiode mellem to perioder i et uddannelsesforløb

Retskilder

Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 62, stk. 1, nr. 5.

Bekendtgørelse nr. 61 af 25. januar 2012 om rådighed, som ændret ved ændringsbekendtgørelse nr. 203 af 29. februar 2012, § 10, stk. 5 og § 23, stk. 3-4.