Regler
Dagpenge
A-kasse
Virksomhed startet efter indplacering var bibeskæftigelse
Emneord for denne afgørelse: Dagpengeret - selvstændig virksomhed - vejledning
Dato: 12-03-2024
Resumé
Medlemmet skulle stilles som om, at han søgte om dagpenge den 31. oktober 2023, fordi a-kassen burde have vejledt ham om, at han kunne søge om dagpenge samtidig med drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Afgørelse
Vi er kommet frem til:
Vi stiller dig som om, at du søgte om dagpenge den 31. oktober 2023.
A-kassens vejledning er kritisabel.
Begrundelse
Vi stiller dig som om, at du søgte om dagpenge den 31. oktober 2023, fordi a-kassen burde have vejledt dig om, at du kunne søge om dagpenge samtidig med drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Efter reglerne skal en a-kasse i fornødent omfang yde vejledning og bistand til medlemmer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for a-kassens sagsområde.
Det kan du se i § 65, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 208 af 26. februar 2024 (loven).
Grundlaget for afgørelsen:
- Du blev indplaceret i en dagpengeperiode den 1. august 2021.
- Du drev selvstændig virksomhed fra den 3. januar 2022.
- Det fremgår af a-kassens telefonnotat, at du blev vejledt om, at du skulle ophøre med din selvstændige virksomhed for at have ret til dagpenge den 31. oktober 2023.
Vi har lagt vægt på, at a-kassen burde have vejledt dig om, at du kunne søge om dagpenge samtidig med drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse den 31. oktober 2023.
Du har oplyst:
- Du talte med a-kassen den 31. januar 2024 om udbetaling af dagpenge som ledig med enkeltmandsvirksomhed.
- Du afsluttede en konsulentkontrakt den 30. september 2023.
- Du kontaktede a-kassen den 31. oktober 2023 for at få vejledning om reglerne for udbetaling af dagpenge for selvstændige.
- Du fik at vide, at du skulle lukke dit CVR-nr. for at få dagpenge.
- Det var åbenbart ikke korrekt.
- Du fik den 31. januar 2024 at vide, at du godt kunne få udbetalt dagpenge og samtidig have et aktivt CVR-nr.
- Du ville have meldt dig ledig og søgt om dagpenge, hvis du havde fået dette at vide allerede den 31. oktober 2023.
Dine oplysninger er indgået ved behandlingen af din klagesag.
Vi bemærker, at a-kassen den 31. oktober 2023 ikke var opmærksom på, at du startede selvstændig virksomhed efter indplaceringen den 1. august 2021.
Vi vurderer, at a-kassen burde have vejledt dig om, at du kunne søge om dagpenge samtidig med drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse den 31. oktober 2023.
Vi vurderer derfor, at a-kassens vejledning er kritisabel.
Vi stiller dig efter en konkret vurdering som om, at du søgte om dagpenge den 31. oktober 2023.
A-kassen skal som første instans tage stilling til, om du opfylder de øvrige betingelser for at have ret til dagpenge den 31. oktober 2023.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 65, stk. 1.