Regler

Dagpenge
A-kasse

Ingen lægefaglig vurdering - selvforskyldt ledig

Af Anders Weber

Nøgleord Selvforskyldt ledig

Emneord for denne afgørelse: Selvforskyldt ledig - helbred - gyldige grunde

Dato: 28-08-2020

Resumé

Medlemmet var selvforskyldt ledig, fordi hun opsagde sin stilling som receptionist. Hun var på grund af nedsat immunforsvar nervøs for at få COVID-19.

Opsigelsen skete ikke på grund af en læges anbefaling. Lægeerklæringen var dateret efter opsigelsen, og lægen havde ikke før opsigelsen haft mulighed for at vurdere, hvorvidt det havde været tilstrækkeligt, at medlemmet blev sygemeldt.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag. Resultatet er: Du blev selvforskyldt ledig den 12. marts 2020.

Det betyder, at du skal have 3 ugers karantæne med virkning fra den 13. marts 2020. Karantænen anses for udstået den 31. marts 2020.

Det betyder også, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelsen for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du blev selvforskyldt ledig den 12. marts 2020.

Det betyder, at du skal have en karantæne på 3 uger med virkning fra den 13. marts.

Karantænen anses for udstået den 31. marts 2020.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du selv har opsagt dit arbejde som receptionist hos [Virksomhed] med virkning fra den 12. marts 2020.

Du har oplyst, at du valgte at opsige din stilling, da du er omfattet af sundhedsstyrelsens rapport om hvilke personer, der er i højrisiko for smitte med Covid-19, idet du har en blodsygdom og har et svækket immunforsvar.

Det er udvalgets opfattelse, at du ikke har haft en gyldig grund til at opsige dit arbejde.

Vi lægger i forbindelse hermed vægt på, at der ikke på tidspunktet for din opsigelse forelå en lægefaglig vurdering om, at du ikke kunne forblive i arbejdet på grund af dine helbredsmæssige forhold.

Det er vores vurdering, at du dermed ikke har sagt dit arbejde op på baggrund af din læges anbefaling.

Vi lægger også vægt på, at der ikke er tale om helbredsmæssige problemer, der relaterer sig til din arbejdsfunktion, men derimod helbredsmæssige problemer, der relaterer sig til din arbejdsplads.

Vi lægger desuden vægt på, at du, ifølge det oplyste, ikke har prøvet at få et andet arbejde på arbejdspladsen, og at det ikke er godtgjort, at der på arbejdspladsen ikke findes arbejde, som du vil kunne varetage.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du i en telefonsamtale den 12. marts 2020 gjorde a-kassen opmærksom på, at du har en blodsygdom, og at der dermed hurtigt kan opstå forværring af dit helbred ved smitte med Covid-19.

Dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen. De kan dog ikke føre til et andet resultat.

Vi begrunder det med, at du kontaktede din a-kasse for at søge vejledning om reglerne om rådighed under Covid-19 efter, at du havde opsagt din stilling hos [Virksomhed].

Vi bemærker, at det er afgørende, at du har opsagt din stilling uden at søge en lægefaglig vurdering forinden, og at din læge dermed ikke har haft mulighed for at tage stilling til, om det havde været tilstrækkeligt, at du blev sygemeldt.

Det er vores vurdering, at der derfor ikke er en tilstrækkelig lægefaglig vurdering forud for din opsigelse.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du kan dokumentere, at du har en blodsygdom, fordi du har fået fjernet din milt.

Det ændrer ikke på resultatet for vores afgørelse, fordi der, som ovenfor nævnt, forud for din opsigelse ikke er foretaget en lægefaglig vurdering af, om du kunne forblive i arbejdet under hensyn til dine helbredsmæssige forhold.

I forhold til vurderingen af, at din 3 ugers karantæne anses for udløbet den 31. marts 2020, bemærker vi, at karantænen ikke kan vare længere end til det tidspunkt, hvor din tidsbegrænsede stilling skulle ophøre.

Om reglerne

Efter reglerne pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger ved selvforskyldt ledighed.

Karantænen kan dog ikke være længere end til det tidspunkt, hvor man skulle være fratrådt efter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

Hvis medlemmet inden for de seneste 12 måneder forud for den selvforskyldte ledighed er blevet selvforskyldt ledig, bortfalder retten til dagpenge.

En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde, herunder et henvist arbejde, eller afslår eller ophører i et tilbud.

Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud, hvis der er dokumentation fra en læge for,

  1. at medlemmet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller
  2. at arbejdet vil medføre, at der opstår eller sker en forværring af helbredsmæssige problemer, herunder problemer ved graviditet.

Ved opsigelse eller ophør er det et krav, at medlemmet har prøvet at få et andet arbejde på arbejdspladsen, medmindre det godtgøres, at der på arbejdspladsen ikke findes arbejde, som medlemmet vil kunne varetage.

Et medlem kan ikke få dagpenge anden gang, medlemmet inden for de seneste 12 måneder handler på en måde, der udløser karantæne for selvforskyldt ledighed.

Et fuldtidsforsikret medlem kan igen få dagpenge, når medlemmet har fået indberettet 300 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister inden for en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger, eller 276 løntimer inden for en sammenhængende periode, der dækker 12 uger ved uge- eller 14- dages-indberetninger.

Bemærkninger til klagen

Du har oplyst, at du i en telefonsamtale den 12. marts 2020 gjorde a-kassen opmærksom på, at du har en blodsygdom og der dermed hurtigt ville kunne opstå forværring af dit helbred ved smitte med Covid-19.

Du har også oplyst, at du er i løbende dialog med egen læge og med speciallæge omkring din sygdomstilstand.

Du oplyser desuden, at du er omfattet af sundhedsstyrelsens rapport om hvilke personer, der er i højrisiko for smitte med Covid-19, da du har en blodsygdom og har et stærkt svækket immunforsvar.

Du henviser i forbindelse hermed til statsministerens udmelding om, at alle instanser bør udvise samfundssind i denne tid.

Dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen. De kan dog ikke føre til et andet resultat.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.

Regler

Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (arbejdsløshedsforsikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 199 af 11. marts 2020.

  • § 63, stk. 1, nr. 2, om ophør uden fyldestgørende grund.

Bekendtgørelse nr. 1169 af 25. november 2019 om selvforskyldt ledighed.

  • § 7, stk. 1, om kontraopsigelse.
  • § 12, stk. 1, om tidspunkt for en gyldig grund.
  • § 13, om helbredsmæssige årsager.
  • § 24, om 3 ugers karantæne.
  • § 25, om placering af karantæne.
  • § 26, stk. 5, om forældelse og afvikling af karantæne.
  • § 27, stk. 1-8, om gentagelsesvirkning og arbejdskrav.