Regler
Dagpenge
A-kasse
Arbejde med løntilskud kan ikke bruges til at opfylde indkomstkravet
Emneord for denne afgørelse: A-kasse - Voksenelev - Løntilskud - Voksenlærling - Indkomstkrav - Dagpengeret
Dato: 08-03-2018
Resumé
Medlemmet kunne ikke opfylde et indkomstkrav med lønnen fra sit arbejde som voksenelev, fordi arbejdsgiveren havde fået bevilget løntilskud.
Det var afgørende, at arbejdsgiveren havde fået bevilget ret til tilskud til lønnen efter regler, der var fastsat i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og ikke om arbejdsgiveren rent faktisk havde fået udbetalt tilskuddet.
Afgørelse
Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har behandlet din klage over en afgørelse, som (a-kassen) traf den 7. november 2016.
Vi er kommet frem til:
- Du har ikke opfyldt et indkomstkrav på 223.428 kr. (2017)
- Du har ikke ret til at få beregnet en dagpengesats den 16. oktober 2017.
- Du har ret til udbetaling af en dimittendsats.
Begrundelse
Du har ikke opfyldt et indkomstkrav på 223.428 kr. i din stilling som voksenelev hos [virksomheden], fordi din arbejdsgiver har fået tilskud til din løn.
Du kan ikke få beregnet en dagpengesats, når du ikke opfylder et indkomstkrav.
Efter reglerne opfylder et fuldtidsforsikret medlem et indkomstkrav, når arbejdsgiveren har indberettet en indkomst på 223.428 kr. inden for de seneste 3 år. Der kan dog kun tælles indkomst med i en medlemsperiode.
Det kan du se i § 53, stk. 2, nr. 1 og stk. 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 21. juni 2017 (A-loven) og § 4, stk. 1 og § 5, stk. 6, i dagældende bekendtgørelse nr. 398 af 26. april 2017 om indkomst og beskæftigelseskravet for lønmodtagere (bekendtgørelsen).
Grundlaget for afgørelsen:
- Du har anmodet om dagpenge den 16. oktober 2017.
- Du var ansat som voksenelev hos [virksomheden] fra 1. februar 2015 til 13. oktober 2017.
- Du blev optaget i a-kassen den 16. december 2015.
- Du har fået bevilget ret til dagpenge fra 16. oktober 2017, som dimittendoptaget medlem af a-kassen.
- Du er fuldtidsforsikret medlem af a-kassen.
Du skal opfylde et indkomstkrav fra 16. december 2015 til 13. oktober 2017.
Der kan højst medtælles en indberettet indkomst på 18.619 kr. pr. måned, jf. § 53, stk. 2, nr. 1, i loven.
Der kan tælles A og B-indkomst med, som arbejdsgiveren har indberettet til indkomstregisteret, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Arbejdsgiveren har ret til at få støtte til din løn, når du er ansat som voksenelev.
Det kan du se i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 (B-loven). Der henvises til § 98 c til § 98 g.
Det fremgår af § 98 f, i B-loven, at det er den kommune, hvor praktikstedet ligger, som kan bevilge ret til at arbejdsgiveren kan få udbetalt tilskud til din løn.
Når arbejdsgiveren har fået bevilget ret til tilskud, skal arbejdsgiveren efterfølgende anmode om at få udbetalt tilskuddet, jf. § 98 e, stk. 3.
Du kan ikke tælle indkomst med til opfyldelse af indkomstkravet, når arbejdsgiveren har fået bevilget ret til støtte efter B-lovens § 98 f. Dette fremgår af § 53, stk. 8, i A-loven.
Dette er gældende, når der ydes offentligt tilskud til lønnen efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren, og det offentlige tilskud skal indberettes til medlemmets a-kasse.
Vi har lagt vægt på, at B-loven er udstedt af beskæftigelsesministeriet.
Vi har også lagt vægt på, at jobcenteret skal indberette til a-kassen, når en arbejdsgiver får tilskud til lønnen, jf. § 43, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1451 af 11. december 2017.
Vi har lagt vægt på, at arbejdsgiveren har fået bevilget tilskud til din løn fra 1. februar 2015 til 31. januar 2017.
[Virksomheden] har fået udbetalt tilskud fra 1. februar til 29. maj 2015.
Styrelsen lægger afgørende vægt på, at arbejdsgiveren har fået bevilget ret til tilskud.
Det må formodes, at arbejdsgiveren efterfølgende vil søge om udbetaling af tilskuddet, når retten til tilskuddet er bevilget.
Vi har også lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke har fået bevilget ret til tilskud fra 1. februar til 13. oktober 2017. Indkomst i denne periode kan tælles med til opfyldelse af indkomstkravet.
Du har haft en indkomst på 151.630,50 kr. fra 1. februar til 13. oktober 2017, som kan anvendes til opfyldelse af indkomstkravet.
Du kan ikke få beregnet en dagpengesats på dit arbejde for [virksomheden], da du ikke opfylder indkomstkravet på 223.428 kr.
Du har ret til en fast sats, fordi du er blevet optaget som dimittend i a-kassen, jf. § 49, stk. 5, i A-loven.
De anvendte regler
Et medlem kan få ret til dagpenge ved at opfylde et indkomstkrav eller opfylde betingelserne for at blive optaget som dimittend i a-kassen.
Som fuldtidsforsikret medlem skal man have haft en indkomst på 223.428 kr. inden for de seneste 3 år forud for ledighedstidspunktet. Der kan højst medregnes 18.619 kr. pr. måned. Der kan tælles indkomst med, som er indberettet til indkomstregisteret. Indkomsten skal være optjent i en medlemsperiode af a-kassen.
Det kan du se i § 53, stk. 2, nr. 1 og stk. 8, i A-loven og § 4, stk. 1 og § 5, stk. 6, i dagældende bekendtgørelse nr. 398 af 26. april 2017 om indkomst- og beskæftigelseskravet for lønmodtagere (bekendtgørelsen).
Indkomstkravet opgøres på baggrund af A og B-indkomst, hvoraf der er eller skal betales arbejdsmarkedsbidrag. Indkomsten skal tillægges eget pensionsbidrag med bortseelsesret efter pensionsbeskatningsloven § 19 og § 56, stk. 3 og 5, og eget bidrag til ATP.
Det kan du se i § 53, stk. 3, i loven og § 5, stk. 2, i bekendtgørelsen.
Beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen, og som efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren indberettes til medlemmets a-kasse af jobcenteret, medregnes ikke. Se § 53, stk. 4, i A-loven.
Det er fastsat i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016, at en arbejdsgiver kan få offentligt tilskud til en voksenelevs løn. Der henvises til § 98 c til § 98 g.
Jobcenteret skal registrere og indberette, når jobcenteret har godkendt, at arbejdsgiveren har ret til tilskud efter voksenlærlingeordningen.
Det fremgår af § 43, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1451 af 11. december 2017 om det fælles it-baserede datagrundlag og det statistiske datavarehus på beskæftigelsesområdet.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 53, stk. 2, nr. 1 , stk. 3 , stk. 4 og stk. 8.
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, § 98 c til § 98 g.
Bekendtgørelse nr. 398 af 26. april 2017 om indkomst- og beskæftigelseskravet for lønmodtagere, § 4, stk. 1 og § 5, stk. 2 og 6.
Bekendtgørelse nr. 1451 af 11. december 2017 om det fælles it- baserede datagrundlag og det statistiske datavarehus på beskæftigelsesområdet, § 43, stk. 4.