Regler
Dagpenge
A-kasse
Jobsøgning med eøs-dagpenge kan ikke forlænges
Emneord for denne afgørelse: EØS - pd U2 - forlængelse - jobsøgning
Dato: 06-10-2020
Resumé
Medlemmet kunne ikke få forlænget sin 3-måneders jobsøgningsperiode i Polen med danske EØS-dagpenge, fordi det efter de danske regler ikke er muligt at forlænge perioden. Perioden kan derfor højst udgøre 3 måneder.
De midlertidige ændringer i reglerne om jobsøgning i et andet EU/EØS-land eller Schweiz grundet COVID-19 forlænger ikke jobsøgningsperioden. Ændringerne i reglerne har til hensigt at sikre medlemmernes fortsatte ret til dagpenge i Danmark, hvis et medlem kommer for sent hjem fra jobsøgning i et andet EU/EØS-land eller Schweiz af årsager, der skyldes rejserestriktioner på grund af COVID-19.
Afgørelse
Vi er kommet frem til:
- Du kan ikke få forlænget din 3-måneders jobsøgningsperiode i Polen med danske EØS-dagpenge.
Begrundelse
Du kan ikke få forlænget din 3-måneders jobsøgningsperiode i Polen med danske EØS-dagpenge, fordi det efter de danske nationale regler ikke er muligt at forlænge perioden.
Efter reglerne bevares retten til EØS-dagpenge i 3 måneder ved jobsøgning i et andet EU/EØS-land eller Schweiz. De tre måneder kan af den kompetente institution i en medlemsstat forlænges til højst seks måneder.
Det kan du se i artikel 64, stk. 1, litra c, i forordning (EF) nr. 883/2004 af 24. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.
Efter EU-retspraksis samt en fortolkning af bestemmelsens ordlyd "kan […] forlænge" er medlemsstaterne ikke forpligtede til at forlænge jobsøgningsperioden i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i op til 6 måneder. En medlemsstat, der har besluttet ikke at gøre brug af muligheden for at forlænge jobsøgningsperioden, kan derfor principielt afslå enhver anmodning om forlængelse. En medlemsstat, der har besluttet, at den vil gøre brug af muligheden for at forlænge jobsøgningsperioden kan principielt også afslå en ansøgning om at forlænge jobsøgningsperioden ud over tre måneder, medmindre et afslag på forlængelse vil medføre et urimeligt resultat.
Det kan du se i EU-domstolens dom af 21. marts 2018, J. Klein Schiphorst, C-551/16, præmis 54.
I Danmark har man valgt ikke at gøre brug af muligheden for at forlænge jobsøgningsperioden i et andet EU/EØS-land eller Schweiz. Perioden kan derfor højst udgøre 3 måneder.
Det kan du se i § 18 i bekendtgørelse nr. 1313 af 26. november 2015 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland.
Grundlaget for afgørelsen:
- Du havde ret til jobsøgning i Polen med danske EØS-dagpenge i perioden fra 13. marts 2020 til 12. juni 2020.
- Du kontaktede a-kassen den 5. maj 2020 og den 4. juni 2020 vedrørende muligheden for at forlænge din jobsøgningsperiode med EØS-dagpenge i Polen.
- A-kassen afslog den 10. juni 2020 din anmodning om forlængelse af jobsøgningsperioden med den begrundelse, at reglerne ikke giver mulighed for en forlængelse af jobsøgningsperioden med danske EØS-dagpenge.
Vi har lagt vægt på, at medlemsstaterne ifølge EU-dommen J. Klein Schiphorst, C-551/16 ikke er forpligtede till at forlænge jobsøgningsperioden i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i op til 6 måneder, som forordningens artikel 64, stk. 1, litra c, sidste pkt. giver de kompetente arbejdsformidlingskontorer og institutioner mulighed for.
Vi har også lagt vægt på, at jobsøgningsperioden ikke kan forlænges efter de danske nationale regler.
Danmark har således valgt, at enhver ansøgning om at forlænge jobsøgningsperioden ud over en periode, der overstiger 3 måneder, ikke kan imødekommes.
Du har oplyst, at:
- du vil klage over a-kassens afgørelse om, at du ikke kan få forlænget din jobsøgningsperiode i Polen med danske EØS-dagpenge.
- du støtter din klage på art. 64 i Europa-parlamentet og Rådets forordning 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, der nævner muligheden for at forlænge jobsøgningsperioden til 6 måneder i ekstraordinære situationer.
- du mener, at corona-pandemien er en nødsituation.
- det polske jobcenter var lukket, og du fik derfor ingen samtaler, der kunne hjælpe dig med at finde et job.
- du ringede til jobcenteret i Polen, som anbefalede dig at kontakte a-kassen i Danmark og indgive en ansøgning om at forlænge jobsøgningsperioden på grund af pandemien.
- jobcenteret oplyste, at eksempelvis Tyskland forlænger jobsøgningsperioder i Polen uden problemer på grund af den ekstraordinære situation.
- du vil ikke misbruge danske ydelser, du vil bare have mulighed for aktivt at søge job i Polen.
- vores regler finder anvendelse i ekstraordinære situationer, som kan danne grundlag for at forlænge jobsøgningsperioden i et andet EU/EØS-land, er corona-virus ikke en sådan ekstraordinær situation?
Dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen, men kan ikke føre til et andet resultat, fordi vi ikke kan stille dig bedre, end hvad reglerne foreskriver.
Vi bemærker, at det er op til de enkelte medlemsstater at beslutte, om de vil gøre brug af muligheden i artikel 64, stk. 1, litra c, sidste pkt. i forordningen, for at forlænge jobsøgningsperioden i udover 3 måneder. Det er derfor muligt, at de tyske nationale regler om ret til forlængelse af jobsøgningsperioden i et andet EU/EØS-land, er anderledes end de danske nationale regler.
Vi kan oplyse, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, grundet den ekstraordinære situation med COVID-19, har foretaget midlertidige ændringer i de danske regler vedrørende jobsøgning i et andet EU/EØS-land eller Schweiz. Det betyder, at man, hvis man på grund af danske eller udenlandske myndigheders rejserestriktioner ikke kan rejse ud eller ind af de berørte lande grundet COVID-19, har mulighed for at vende tilbage til Danmark efter 3-måneders-perioden i dokument PD U2, uden at man mister sin ret til dagpenge.
Det er en betingelse, at der foreligger dokumentation, der viser, at det ikke har været muligt, at vende tilbage til Danmark på et tidligere tidspunkt.
Vi bemærker videre, at rejserestriktioner i EU/EØS-lande eller Schweiz som følge af COVID-19, der forhindrer en dagpengemodtager i at rejse tilbage til Danmark, må anses for force majeure.
Det betyder, at man bevarer retten til EØS-dagpenge, selvom man ikke kan vende tilbage til Danmark inden den dato, som fremgår af dokument PD U2.
Vi bemærker endeligt, at man med de midlertidige ændringer af reglerne ikke forlænger jobsøgningsperioden, men at reglerne alene har til hensigt at sikre medlemmernes fortsatte ret til dagpenge i Danmark, hvis de skulle komme for sent hjem fra jobsøgning i et andet EU/EØS-land eller Schweiz af årsager, der skyldes rejserestriktioner på grund af COVID-19.
Vi henviser i øvrigt til begrundelsen ovenfor.
Det betyder, at du ikke har ret til at få forlænget din jobsøgningsperiode i Polen i udover 3 måneder.
Regler
Love og bekendtgørelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 24. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, artikel 64, stk. 1, litra c.
Bekendtgørelse nr. 1313 af 26. november 2015 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde mv. inden for EØS, Færøerne og det øvrige udland, § 18.
Domme
EU-domstolens dom af 21. marts 2018, J. Klein Schiphorst, C-551/16, præmis 54.