Regler

Dagpenge
A-kasse

Fradrag for pension skulle ikke kun ske på dage med ret til dagpenge

Af Anders Weber

Nøgleord Fradrag

Emneord for denne afgørelse: Pension - fradrag - belægning - dagpengeudbetaling

Dato: 22-03-2019

Resumé

Medlemmet kunne ikke få udbetalt dagpenge, fordi løn- og pensionstimer samt teknisk belægning i måneden udgjorde i alt 183,70 timer.

En tjenestemandspension for i alt 78,54 timer skulle placeres fordelt ud over hele måneden med 3,57 timer pr. hverdag. Det gjaldt også på dage, hvor medlemmet ikke var tilmeldt som ledig. På dage med teknisk belægning skulle tjenestemandspensionen modregnes i den tekniske belægning.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er: Løn- og pensionstimer samt teknisk belægning udgør i alt 183,70 timer i marts 2018.

Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelsen for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at løn- og pensionstimer samt teknisk belægning udgør i alt 183,70 timer i marts 2018.

Det betyder, at du ikke kan få udbetalt dagpenge for marts 2018, da løn- og pensionstimer, samt teknisk belægning udgør mere end 160,33 timer.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du er afmeldt som ledig den 12. marts 2018.

Vi lægger også vægt på, at du har indberettet 97,5 timers arbejde.

Derudover lægger vi vægt på, at du i marts 2018 har tjenestemandspension for i alt 78,54 timer, som fordelt på marts måneds arbejdsdage giver 3,57 timer pr. dag.

Vi lægger herudover vægt på, at du for torsdag den 29. marts 2018 og fredag den 30. marts 2018 ikke har indberettet løntimer.

Det betyder, at der skal ske en teknisk belægning med op til 7,4 timer pr. dag på disse to dage. Idet du i forvejen har pensionstimer på 3,57 timer, skal der ske teknisk belægning med 3,83 timer pr. dag. Med teknisk belægning torsdag den 29. marts 2018 og fredag den 30. marts 2018 betyder det, at der i marts 2018 skal belægges med i alt 183,70 timer

Vi er opmærksomme på, at du mener, at fradraget for din tjenestemandspension alene skal lægges på de syv dage, hvor du modtager dagpenge og ikke på de øvrige dage i marts måned. Dermed skal der også ske fuld teknisk belægning på de to dage, hvor du ikke får udbetaling.

Det kan dog ikke føre til andet resultat.

Vi begrunder dette med, at opgørelse af ret til dagpenge sker månedsvis. Det betyder, at din tjenestemandspension skal omregnes til timer, og fradraget skal placeres fordelt ud over hele måneden.

Om reglerne

Dagpenge udbetales for en måned ad gangen med et fast timetal på 160,33 timer for fuldtidsforsikrede medlemmer og 130 timer for deltidsforsikrede medlemmer, jf. dog kapitel 3-5. Udbetalingen sker bagud for en måned.

Et fuldtidsforsikret medlem kan kun få udbetalt dagpenge, hvis medlemmets ret til dagpenge i en måned udgør mindst 14,8 timer.

Et medlem skal have belagt måneden med mindst 7,4 timer pr. dag, hvis medlemmet er fuldtidsforsikret, og med mindst 6 timer pr. dag, hvis medlemmet er deltidsforsikret, når medlemmet holder fri for egen regning.

Arbejde, der udføres af et medlem i en måned, hvor medlemmet modtager dagpenge, medfører fradrag. Dette gælder også arbejde uden for normal arbejdstid og på helligdage samt arbejde, der udføres uden for medlemmets normale faglige område.

Løbende udbetaling af pension (inklusive tillæg), som er led i et tidligere ansættelsesforhold og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen, medfører ligeledes fradrag.

Bemærkninger til klagen

Du oplyser i klagen, at du ved klagens oversendelse til CKA, ikke er blevet hørt på behørig vis.

Vi bemærker, at når der klages over a-kassens afgørelse, skal a-kassen foretage en genvurderingen af sagen. Hvis a-kassen helt eller delvis fastholder afgørelsen, skal a-kassen videresende klagen sammen med sagens akter til CKA. Der er således ikke krav om, at a-kassen forud for oversendelse til CKA skal foretage en yderligere partshøring af medlemmet.

Du oplyser videre, at du har haft to tidligere sager, hvor du har fået medhold i, at når du holdt ferie eller kom i arbejde, skulle den værdi som pensionen havde pr. dag i den enkelte måned, trækkes ud, idet der var blevet lavet en teknisk belægning på 7,4 timer pr. dag først.

Derudover henviser du til vejledningen til bekendtgørelse, §17 stk. 1, hvor der blandt andet fremgår, at årsagen til, at løbende arbejdsrelaterede pension medfører fradrag er, at pensionen anses for at træde i stedet for en tabt arbejdsfortjeneste. Du mener derfor, at det også må gælde den modsatte vej, i og med der ikke er nogen tabt arbejdsfortjeneste når du arbejder.

Vi skal i den forbindelse henvise til dagældende bekendtgørelse nr. 1708 af 26. december 2017 om udbetaling af dagpenge og den tilhørende vejledning nr. 10333 af 27. december 2017. Det fremgår heraf, at regler om fradrag også gælder for løbende udbetalinger af tjenestemandspension og tjenestemandslignende pensioner.

Du mener, at når du både får en teknisk belægning på 7,4 timer og derefter trukket pension for den pågældende dag fra, er det dobbelt straf. Derfor mener du, at pensionen skal trækkes ud, så det kun er den tekniske belægning der gælder, når du ingen udbetaling får. Når du får udbetaling for 7 dage trækkes pensionen fra for de pågældende 7 dage.

Du oplyser derudover, at der er fejl i a-kassens tal, - også for beregningen af april måned.

Du klager herudover over, at din pension er fratrukket, når du har fået en karensdag, således at du både betaler en fuld karensdag samt antal af timer for pension.

Vi bemærker, at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ikke kan behandle klage over beregningen for dine dagpenge i april 2018, idet dette spørgsmål ikke er behandlet af CKA.

Vi bemærker også, at din klage over karensdage ikke er behandlet af CKA, idet CKA har vurderet, at klagefristen er overskredet.

Vi bemærker i den forbindelse, at det alene er CKA, der kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil. Afgørelsen herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kan således ikke behandle din klage over karensdage.

Vi bemærker endeligt, at dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen. De kan dog ikke føre til et andet resultat.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.

Regler

Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. (arbejdsløshedsforsikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018.

  • § 52, om omregning af indtægt til timer.
  • § 62, stk. 2, om udbetaling af dagpenge.
  • § 98, om klageadgang.

Dagældende bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge nr. 1708 af 26. december 2017.

  • § 2, stk. 1, om opgørelse af dagpenge pr. måned.
  • § 4, stk. 1, om mindsteudbetalingen.
  • § 11, stk. 1, om fradrag for arbejde.
  • § 17, stk. 1, om fradrag for pension.
  • § 23, stk. 1 og 2, om beregning af fradrag.
  • § 25, om fradrag for beregnet timer.
  • § 28, stk. 1, nr. 6, om teknisk belægning manglende rådighed.
  • § 28, stk. 2, om fradrag ved teknisk belægning.

Vejledninger

Dagældende vejledning om udbetaling af dagpenge nr. 10333 af 27. december 2017.

  • Til § 17, stk. 1.
  • Til § 28.