Regler

Dagpenge
A-kasse

Hverv som bestyrelsesmedlem i forsyningsvirksomhed medførte fradrag i efterløn

Af Anders Weber

Nøgleord Dagpenge, Fradrag, Honorar

Emneord for denne afgørelse: Modregning - honorar - bestyrelsesmedlem - kommunale styrelseslov

Dato: 25-03-2019

Resumé

Der skulle ske fradrag i medlemmets efterløn for honorar, som medlemmet modtog for sit arbejde som bestyrelsesmedlem i en forsyningsvirksomhed.

Medlemmets honorar blev udbetalt af forsyningsvirksomheden, og virksomheden var et aktieselskab stiftet med hjemmel i diverse forsyningslove.

Hvervet i bestyrelsen var ikke et hverv efter de kommunale styrelseslove. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at forsyningsvirksomheden var 100 % ejet af kommunen, eller at medlemmet var udpeget til hvervet af kommunalbestyrelsen.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er: Der skal ske fradrag i din efterløn for dit honorar fra [forsyningsvirksomhed].

Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at der skal ske fradrag i efterlønnen for dit honorar fra [forsyningsvirksomhed].

Vi vurderer, at dit hverv i bestyrelsen for [forsyningsvirksomheden] ikke er et hverv efter de kommunale styrelseslove.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at dit arbejde som bestyrelsesmedlem i [forsyningsvirksomheden] ikke udgør deltagelse i kommunalbestyrelsesarbejde, stående udvalg og andre udvalg, der nedsættes af kommunalbestyrelsen.

Vi lægger videre vægt på, at det er [forsyningsvirksomheden], der udbetaler dit honorar, og der er således ikke tale om et honorar, der udbetales efter reglerne i den kommunale styrelseslov.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at [forsyningsvirksomheden] er et aktieselskab, som er stiftet med hjemmel i diverse forsyningslove, fx Vandsektorloven.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger i klagen, herunder at [forsyningsvirksomheden] er 100 % ejet af [Kommune], og at kommunalbestyrelsen tager stilling til udpegning og indstillinger på et konstituerende møde efter reglerne i styrelsesloven.

Det ændrer ikke ved resultatet, da dit honorar for dit hverv i bestyrelsen for [forsyningsvirksomheden] af de ovenfor nævnte grunde ikke er en indtægt, som du som medlem af kommunalbestyrelsen modtager for et hverv efter de kommunale styrelseslove.

Det har således ikke betydning, at du efter reglerne i den kommunale styrelseslov er udpeget til hvervet af kommunalbestyrelsen.

Om reglerne

Efter reglerne skal der ske fradrag i efterlønnen for indtægter, som et medlem modtager for at udføre ombud og offentlige og private hverv.

Indtægter, som et medlem af en kommunalbestyrelse og et regionsråd modtager for hverv efter de kommunale styrelseslove og lov om regioner, medfører dog ikke fradrag.

Denne regel omfatter medlemmernes deltagelse i kommunalbestyrelses- og regionsrådsarbejde, stående udvalg og andre udvalg, der nedsættes af kommunalbestyrelsen og regionen.

Reglen gælder vederlag, tillægsvederlag, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og diæter (mødediæter), som udbetales til medlemmerne efter reglerne i den kommunale styrelseslov.

Hverv efter andre regler, fx skattelovgivningen, er ikke omfattet af bestemmelsen. Dette gælder, selv om vederlag mv. udbetales efter samme principper som i den kommunale styrelseslov. Det gælder også for personer, der er udpeget til hvervet af kommunalbestyrelsen eller regionen. I disse tilfælde skal der ske fradrag.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Bemærkninger til klagen

Du har oplyst, at der er tale om et selskab, [forsyningsvirksomhed], som er 100 % ejet af [Kommune], og bestyrelsen er udpeget efter de kommunale styrelseslove.

Du henviser til, at den daværende regering i 2009 vedtog lov nr. 469, som påbød kommunerne at udskille deres forsyningsselskaber i et aktieselskab. Indtil da havde forsyningen blot sorteret under udvalget for teknik og miljø i [Kommune], og det medførte ikke fradrag i efterlønnen.

Du henviser også til, at arbejdet i Forsyningens bestyrelse er fuldstændig det samme, som dengang udvalget for teknik og miljø varetog driften.

Du vedlægger scan af konstitueringsaftalen indgået den 17. december 2017, hvoraf bl.a. fremgår, at valgene foregår efter reglerne i styrelsesloven, dvs. som flertalsvalg, hvor alene en enkelt post i et bestemt organ skal besættes, og som forholdstalsvalg, når der skal besættes flere poster i samme organ.

Vi bemærker, at dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen, men de kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen ud fra:

  • Oplysninger, vi har fået fra CKA.
  • CKA’s afgørelse af 31. oktober 2018.
  • klagen af 16. november 2018 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
  • CKA’s genvurdering.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ikke modtaget yderligere oplysninger efter genvurderingen.

Retsregler

Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.(arbejdsløshedsforsikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018.

  • § 74 i, stk. 1, om bemyndigelse til at fastsætte regler om fradrag i efterløn.

Dagældende bekendtgørelse om fradrag i efterløn nr. 1600 af 19. december 2017.

  • § 19, stk. 1, om beregning af fradrag for indtægter.

Dagældende bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge nr. 1708 af 26. december 2017.

  • § 16, stk. 1, om fradrag for indtægter for ombud og offentlige og private hverv.
  • § 16, stk. 3, om indtægter for at varetage hverv efter den kommunale styrelseslov.

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning om udbetaling af dagpenge nr. 10333 af 27. december 2017.

  • Pkt. til § 16, stk. 1 om ombud og hverv.
  • Pkt. til § 16, stk. 3 om hverv efter den kommunale styrelseslov.