Regler

Dagpenge
A-kasse

Ikke dagpenge samtidig med fjernundervisning i udlandet

Af Anders Weber

Nøgleord Dagpengeret, International

Emneord for denne afgørelse: Udlandet - Dagpengeret - Uddannelse

Dato: 31-08-2017

Resumé

Medlemmet var ikke berettiget til dagpenge, mens hun var indskrevet på en uddannelse i udlandet.

Der kan ikke opnås ret til dagpenge, når man deltager i fjernundervisning fra et udenlandsk universitet.

Afgørelse

Resultatet er:

  • Du har ikke ret til dagpenge samtidig med, at du deltager i uddannelsen.

Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelsen for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke har ret til dagpenge, samtidig med deltagelse i uddannelsen.

Du har derfor ikke ret til dagpenge fra den 9. februar 2017.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du er indskrevet på [uddannelsen] på [uddannelsessted] London i perioden 1. januar 2017 til 31. januar 2020.

Det er udvalgets opfattelse, at du, når du er indskrevet på [uddannelsessted] London, deltager i en uddannelse, og du har derfor som hovedregel ikke samtidig ret til dagpenge.

Der er i reglerne angivet undtagelser til hovedreglen.

Vi er enig med CKA i, at de i reglerne angivne undtagelser til hovedreglen kun kan finde anvendelse under forudsætning af, at der er tale om danske uddannelser og undervisning, der følges i Danmark.

Vi begrunder dette med, at det fremgår af undtagelserne fra hovedreglen, at der henvises til danske regler, fx om SU, folkeoplysningsloven og lov om åben uddannelse.

Vi har herunder lagt vægt på, at det ikke af reglerne fremgår, at uddannelse i udlandet er omfattet, og at de anførte undtagelser må anses for udtømmende.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du har stået til rådighed for arbejdsmarkedet i Danmark.

Det ændrer ikke ved resultatet, da der som hovedregel ikke kan udbetales dagpenge ved deltagelse i en uddannelse. Det er således ikke tilstrækkeligt at opfylde de øvrige betingelser for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er også et krav, at en af undtagelsesbestemmelserne skal være opfyldt, hvilket, som ovenfor nævnt, ikke er tilfældet i din situation.

Om reglerne

Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Et medlem, som deltager i uddannelse, kan ikke få dagpenge.

Et medlem, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan bevare retten til dagpenge ved deltagelse i:

  1. Uddannelse under 20 timer om ugen, hvis uddannelsen ikke giver ret til støtte efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse.
  2. Enkeltfagsundervisning på det gymnasiale niveau under 20 timer om ugen.
  3. Undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin.
  4. Aftenskoleundervisning, hvortil der ydes støtte i henhold til folkeoplysningsloven. Et medlem kan endvidere bevare retten til dagpenge under ligestillede kurser af op til 2 ugers varighed, der ikke er led i en kompetencegivende uddannelse.
  5. Undervisning i op til 2 uger, hvis medlemmets faglige organisation, a-kasse, jobcenteret eller anden aktør arrangerer undervisningen med det formål at styrke medlemmets tilknytning til arbejdsmarkedet.
  6. Uddannelse under lov om åben uddannelse og lov om universiteter, hvis medlemmet har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed. Dette gælder dog kun, indtil medlemmets ret og pligt til tilbud indtræder. Undervisningen må ikke kunne være led i en ny uddannelse for medlemmet. Undervisningens varighed må højst udgøre 6 timer om ugen eller svare til 1/3 studenterårsværk. Ved undervisning på mere end 6 timer om ugen skal medlemmet dokumentere, at undervisningen pr. uge højst svarer til 1/3 studenterårsværk.
  7. Højskole- eller daghøjskoleforløb inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed, hvis medlemmet er under 25 år.

Et medlem bevarer ligeledes retten til dagpenge ved deltagelse i jobrettet uddannelse.

Et medlem kan ikke få dagpenge for timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller uddannelsesstøtte for voksne efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Et medlem, som ved ledigmeldelsen er fyldt 25 år, kan bevare retten til dagpenge under uddannelse på betingelse af, at undervisningen foregår efter kl. 16 eller på lørdage og søn- og helligdage, at medlemmet ikke er selvforskyldt ledig eller er udeblevet fra en samtale eller aktivitet, og at medlemmet opfylder et beskæftigelseskrav, som angivet i reglerne.

Bemærkninger til klagen

Du har oplyst, at du har ansøgt om dagpenge i perioden 22. februar 2017 til slutningen af marts, da du var ledig i 1 måned.

Du oplyser, at du får fjernundervisning fra London, og at det er et 4-årigt kandidatprogram, hvor man selv skal studere mindre end 5 timer om ugen uden nogen aktiv undervisning.

Du gør opmærksom på, at du har stået til rådighed i hele perioden og fik arbejdet indenfor en måned, at du har været i Danmark i hele perioden, at du ikke har studeret mere end 5 timer om ugen, og at uddannelsen ikke har påvirket din evne til at søge job og gå på arbejde.

Dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen. De kan dog ikke føre til en anden afgørelse.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.

Regler

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 62 a, stk. 1 og 2 og § 62 b.

Bekendtgørelse nr. 701 af 27. maj 2015 om rådighed, § 3, § 28 og § 29.