Regler

Dagpenge
A-kasse

Omregning af indtægt til timer - belægning

Af Anders Weber

Nøgleord Supplerende dagpenge

Emneord for denne afgørelse: Supplerende dagpenge - Belægning, dagpengekort - Faktiske arbejdstimer

Dato: 31-08-2011

Resumé

Dagpengekortet skulle belægges med det antal timer medlemmet havde fået løn for, ikke med det faktiske antal timer han havde arbejdet i.

Medlemmet blev aflønnet for flere arbejdstimer end han havde arbejdet.

Medlemmet var ansat som timelønnet underviser og omfattet af Personalestyrelsens cirkulære om timelønnet undervisning samt cirkulære om censorvederlag.

Til ansættelsen knyttede der sig forberedelse på 15 minutter til hver undervisningstime. En arbejdstime defineres til at have en varighed på 60 minutter. Der skulle således lægges 15 minutter til hver arbejdstime.

Afgørelse i din sag om supplerende dagpenge

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om supplerende dagpenge.

Resultatet er:

  • Ved belægning af dine dagpengekort skal antallet af undervisningstimer fra dit arbejde som timelønnet underviser omregnes med 1,25.

Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsdirektoratet, nu Arbejdsskadestyrelsen, Center for klager om arbejdsløshedsforsikring.

Der var enighed på mødet.

På de næste sider kan du læse om begrundelse, retsregler med videre.

Begrundelse

Dine dagpengekort skal belægges med antallet af undervisningstimer ganget med 1,25.

Vi har lagt vægt på, at du er ansat som timelønnet underviser ved [uddannelsescenter], og at ansættelsen er omfattet af Personalestyrelsens cirkulære nr. 12407 af 17. januar 2001 om timelønnet undervisning samt cirkulære om censorvederlag.

Vi har endvidere lagt vægt på, at du ifølge ansættelsesdokument af 29. juni 2009 lønmæssigt er indplaceret på cirkulærets sats VI.

Det fremgår af cirkulæret, at timelønnen pr. arbejdstime på sats VI udgør 135,62 kr.(grundbeløb pr. 1. oktober 1997), herudover ydes der betaling for 15 minutters forberedelse.

De i cirkulæret fastsatte takster er timelønssatser pr. arbejdstime (60 minutter), og den samlede løn pr. undervisningstime inklusiv forberedelse er på den relevante sats 169,52 kr. (grundbeløb pr. 1. oktober 1997).

De anførte satser er timelønssatser pr. arbejdstime (60 min.). Se cirkulærets pkt. 4.

Timelønnen i pkt. 4 er defineret som en arbejdstime på 60 minutter.

Ved undervisning efter sats VI skal der lægges 15 minutter til timelønnen.

Den samlede timeløn beregnes således ved at gange timelønnen med en faktor på 1,25. Resultatet er lig med den samlede timeløn.

Den anførte timeløn indeholder altså også betaling for forberedelse.

Et medlems dagpengekort for en uge belægges som udgangspunkt med det faktiske antal timer, som medlemmet har arbejdet i ugen. Når et medlem for en uge får løn for flere timer, end medlemmet faktisk har arbejdet, belægges dagpengekortene med antallet af løntimer.

Da den timeløn, som du modtager for undervisningen også indeholder betaling for forberedelse, bliver du altså aflønnet for flere timer, end du faktisk underviser.

Din samlede arbejdstid skal således beregnes ved at gange antallet af undervisningstimer med 1,25.

Bemærkninger til klagen

Du har i klagen anført, at a-kassens beregning af det samlede timetal ikke er korrekt idet du gør gældende, at du som timelærer aflønnes pr. arbejdstime, som består af 45 minutters undervisning samt 15 minutters forberedelse, i alt 60 minutter.

Du anfører, at du alene underviser 45 minutter, som svarer til længden på en lektion hos [uddannelsescenter], hvorfor forberedelsestiden allerede er indregnet i den samlede arbejdstid på 60 minutter, som du får udbetalt løn for. Der er jo ikke tale om, at du underviser i 60 minutter og at du derudover har forberedelse til hver time.

På baggrund af ovenstående finder du, at de 15 minutters forberedelse allerede er medregnet én gang og derfor ikke skal medtages igen.

Beskæftigelsesudvalget skal dertil bemærke, at det forhold, at man aflønningsmæssigt, jf. løncirkulæret har opnået enighed om aflønning som anført, herunder aflønning for 15 minutters forberedelse for sats VI, ikke direkte kan overføres til arbejdsløshedsforsikringslovgivningen.

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovgivningen anses arbejdstiden for ukontrollabel, når arbejdstiden ikke kan registreres af arbejdsgiveren. Arbejdstiden kan typisk ikke registreres af arbejdsgiveren, når der indgår forberedelse i arbejdstiden, som der gør i dit tilfælde.

Løncirkulærets angivelse af en forberedelsestid på 15 minutter er ikke nødvendigvis den faktisk anvendte tid, men den tid, der udbetales løn for. Som du også selv anfører, kan de enkelte uddannelsesinstitutioner selv fastlægge lektionslængden.

Hverken den faktiske anvendte tid anvendt på undervisning eller den tid, der anvendes på forberedelse kan således uanset cirkulæret anset for en fast størrelse.

Da dagpengekortet skal belægges med den faktisk anvendte arbejdstid, inklusiv forberedelse, og denne, jf. ovenfor, ikke kan registreres af arbejdsgiver, vil det efter reglerne være nødvendigt at omregne din indtægt til timer.

Regler

Love og bekendtgørelser

lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 59, stk. l og 5, om supplerende dagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 975 af 26. september 2008.

Bekendtgørelse nr. 566 af 19. juni 2008 om supplerende dagpenge, § 7, stk. 1 og 2.