Regler

Dagpenge
A-kasse

Ikke fritidsbeskæftigelse, men selvstændig virksomhed

Af Anders Weber

Nøgleord Aktivitet, Selvstændig virksomhed, Fritidsbeskæftigelse

Emneord for denne afgørelse: Selvstændig hovedbeskæftigelse - endeligt ophør - fritidsbeskæftigelse

Dato: 25-06-2021

Resumé

Medlemmet fik ret til dagpenge, før venteperioden var udløbet, fordi hendes selskab blev tvangsopløst i venteperioden.

Hun ophørte på grundlag af en tro- og loveerklæring og ville først få ret til dagpenge, når et venteperiode på 2 måneder var udløbet. Hun fik dog ret til dagpenge tidligere, fordi der blev fremlagt bevis for en tidligere ophørsdato i form af et ophørsbevis fra Skat og Erhvervsstyrelsens registreringer i CVR-registret.

Afgørelse

Resultatet er:

  • Du drev selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
  • Du er ophørt med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse fra den 10. oktober 2020.

Det betyder, at du har ret til dagpenge fra den 19. november 2020.

Det betyder også, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

På de næste sider kan du læse mere om afgørelsen.

Begrundelsen for afgørelsen om drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du fra februar 2018 har drevet selvstændig virksomhed med [holdingselskab] og [driftsselskab]. Begge selskaber er oprettet i CVR-registret og registreret med dig som ejer.

Vi lægger også vægt på, at du ifølge oplysninger i indkomstregistret har fået udbetalt løn som A-indkomst fra [driftsselskab] i 2018 og 2019. Det fremgår også af indkomstregistret, at du ikke har haft løntimer i 2019 og 2020.

Vi vurderer på den baggrund, at du har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

Vi er opmærksomme på, at det er din opfattelse, at der er tale om bibeskæftigelse eller fritidsbeskæftigelse.

Vi bemærker, at din virksomhed alene kan anses for bibeskæftigelse, hvis du som fuldtidsforsikret i en periode på 6 måneder forud for ledigheden har fået indberettet i gennemsnit 80 løntimer om måneden. Det er desuden en betingelse, at du har fået indberettet mindst 1 løntime i 5 af de seneste 6 måneder.

Når ovenstående betingelser ikke er opfyldt, følger det af reglerne, at der er tale om hovedbeskæftigelse. Vi bemærker også, at der efter reglerne alene kan være tale om fritidsbeskæftigelse, når der ikke er tale om lønmodtagerarbejde, selvstændig virksomhed eller formueforvaltning.

Da virksomhederne er registreret i CVR-registret med dig som eneejer, og du har fået udbetalt løn som A-indkomst fra selskabet, er der efter reglerne tale om selvstændig virksomhed. Det er uden betydning for vurderingen, at du har brugt få timer på arbejdet, og at du selv har opfattet din virksomhed som fritidsbeskæftigelse eller bibeskæftigelse.

Om reglerne

En aktivitet anses for selvstændig virksomhed, når et eller flere af følgende forhold er opfyldt:

  1. Aktiviteten er registreret med cvr-nummer eller SE-nummer, medmindre indkomsten fra aktiviteten beskattes som lønindkomst.
  2. Overskud eller underskud fra aktiviteten beskattes som selvstændig erhvervsvirksomhed.
  3. Aktiviteten medfører, at medlemmet modtager løn udbetalt som A-indkomst fra et selskab, hvor medlemmet har afgørende indflydelse. Et medlem har afgørende indflydelse i et selskab, hvis medlemmet eller medlemmets ægtefælle eller nærmeste familie ejer mindst 50 % eller en bestemmende del af selskabets kapital eller af stemmerne i selskabet.
  4. Aktiviteten udføres af medlemmet som medarbejdende ægtefælle uden lønaftale efter kildeskatteloven.
  5. Aktiviteten medfører, at medlemmet modtager B-indkomst, der indgår i en virksomhed.

Et fuldtidsforsikret medlems selvstændige virksomhed anses som selvstændig bibeskæftigelse, når medlemmet i de seneste 6 måneder forud for ledigheden i gennemsnit har fået indberettet 80 løntimer om måneden til indkomstregistret, og medlemmet i 5 af de seneste 6 måneder forud for ledigheden har fået indberettet mindst 1 løntime. Når betingelserne ikke er opfyldt, anses aktiviteten som selvstændig hovedbeskæftigelse.

En erhvervsmæssig aktivitet anses som fritidsbeskæftigelse, når aktiviteten hverken anses for lønmodtageraktivitet, selvstændig virksomhed eller formueforvaltning.

En aktivitet, der skifter definition i løbet af optjeningsperioden, skal vurderes efter reglerne for definitionerne for hvert afsluttet indkomstår. En aktivitet kan kun være omfattet af en definition i indkomståret.

Begrundelse for afgørelse om tidspunkt for ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du kan anses som ophørt med drift af selvstændig virksomhed med virkning fra den 10. oktober 2020.

Det betyder, at du har ret til dagpenge med virkning fra den 19. november 2020, som er dagen efter, dine selskaber blev tvangsopløst.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du den 10. oktober 2020 har erklæret på tro og love, at du er ophørt med at drive selvstændig virksomhed, at du udelukkende har arbejdstimer i form af afvikling af virksomhederne, og at du skriver samtlige afviklingstimer på dit ydelseskort.

Vi lægger også vægt på, at Skat ifølge ophørsbevis dateret 20. januar 2021 har registeret, at dine virksomheder er ophørt den 18. november 2020. Tilsvarende fremgår af Erhvervsstyrelsens registreringer i CVR-registret.

Det betyder, at du har ret til dagpenge fra den 19. november 2020.

Vi er opmærksomme på, at bobestyreren indtrådte i virksomheden den 16. oktober 2020, og at det er din opfattelse, at virksomheden skal anses for tvangslukket fra dette tidspunkt.

Dine oplysninger kan ikke føre til en ændret vurdering. Vi bemærker, at tidspunktet for bobestyrerens indtræden i boet efter reglerne ikke tillægges betydning ved vurderingen af, hvornår virksomhederne er ophørt.

Når du ophører med selvstændig virksomhed ved at sende en erklæring om ophør på tro og love til a-kassen, kan du som udgangspunkt ikke få udbetalt dagpenge i en periode på 2 måneder efter a-kassen har modtaget erklæringen. Der kan alene ses bort fra venteperioden på 2 måneder, hvis det inden periodens udløb er dokumenteret, at virksomhederne er endeligt ophørt. Denne dokumentation foreligger først fra den 18. november 2020, hvor begge virksomheder er tvangsopløst.

Det følger af reglerne, at du har ret til dagpenge dagen efter, der er dokumentation for, at virksomheden er ophørt. Vi bemærker, at du ikke kan få en bedre ret til dagpenge end den, der følger af reglerne.

Om reglerne

Et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan få udbetalt dagpenge, hvis medlemmet er ophørt med at drive virksomhed. Det vil være tilfældet, hvis medlemmet erklærer på tro og love ikke at drive virksomhed ud over hvad der anses for afvikling, og medlemmet inden for 6 måneder fra tidspunktet for det erklærede ophør er registreret som ophørt hos Erhvervsstyrelsen.

Et medlem anses for ophørt med en virksomhed, når virksomheden er registreret som ophørt i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registret) hos Erhvervsstyrelsen. I den forbindelse skal de skattemæssige forpligtelser være overdraget eller afsluttet. Medlemmet skal fremlægge dokumentation i form af en bekræftelse af ophøret fra Erhvervsstyrelsen vedrørende afmeldingen på virk.dk og en bekræftelse fra Skatteforvaltningen.

Et medlem, hvis virksomhed ikke er registreret som ophørt i CVR-registret, kan anses for ophørt, når medlemmet på tro og love erklærer ikke at drive virksomheden udover, hvad der kan anses for afvikling.

Venteperioden er 2 måneder for et medlem, der er ophørt med en virksomhed på tro og love. Dokumenterer medlemmet, at virksomheden er ophørt inden venteperioden på 2 måneder er udløbet, kan medlemmet få dagpenge fra dagen efter ophøret, dog tidligst 3 uger fra det tidspunkt, hvor medlemmet er ophørt på tro og love.

De anvendte regler

Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (arbejdsløshedsforsikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 215 af 12. februar 2021.

  • § 57 a, stk. 1, om definition af selvstændig virksomhed.
  • § 57 a, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., om afgørende indflydelse.
  • § 57 a, stk. 2, om selvstændig bibeskæftigelse.
  • § 57 a, stk. 5, om hovedbeskæftigelse.
  • § 57 b, stk. 1, om krav om ophør.
  • § 57 b, stk. 2, nr. 2, om krav om ophør.

Bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, nr. 1182 af 26. september 2018.

  • § 4, stk. 1, om fritidsbeskæftigelse.
  • § 8, stk. 1, om skift af definition.
  • § 13, stk. 1, 2. pkt., om tidspunkt for ophør.
  • § 20, om ophør på tro og love.
  • § 22, stk. 3, om venteperiode ved ophør på tro og love.