Regler

Dagpenge
A-kasse

Konsulentvirksomhed anset som fritidsbeskæftigelse

Af Anders Weber

Nøgleord Fritidsbeskæftigelse, Konsulent, Honorar, Aktivitet

Emneord for denne afgørelse: Fritidsbeskæftigelse - konsulent - honorar - aktivitet

Dato: 17-01-2020

Resumé

Medlemmets aktivitet som konsulent var fritidsbeskæftigelse, fordi aktiviteten var registreret som en "personligt ejet mindre virksomhed" (PMV).

Honorar for hans ydelser udført i virksomheden blev indberettet i felt 36, som bruges blandt andet til vederlag for udført arbejde til personer, som hverken kan anses som lønmodtagere eller som selvstændige erhvervsdrivende. Omsætningen var på under 50.000 kr.

Afgørelse

Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har behandlet din klage over en afgørelse, som [a-kassen] traf den 6. september 2019.

Vi er kommet frem til:

  • Din erhvervsmæssige aktivitet med [virksomhed] er fritidsbeskæftigelse.
  • A-kassen skal som 1. instans tage stilling til, om du opfylder betingelserne for at få udbetalt feriedagpenge.

Begrundelsen for afgørelsen

Fritidsbeskæftigelse
Din erhvervsmæssige aktivitet med [konsulentvirksomhed] er fritidsbeskæftigelse, fordi vi konkret har vurderet, at det ikke var lønarbejde eller selvstændig virksomhed.

Efter reglerne anses en erhvervsmæssig aktivitet som fritidsbeskæftigelse, når aktiviteten hverken anses for lønmodtageraktivitet, selvstændig virksomhed, eller formueforvaltning.

Det kan du se i § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1182 af 26. september 2018 om drift af selvstændig virksomhed (bekendtgørelsen).

Grundlaget for afgørelsen:

  • Du er indplaceret i en dagpengeperiode den 1. september 2018.
  • Du har registreret en personligt ejet mindre virksomhed (PMV) [konsulentvirksomhed] , [CVR-nr.], i det Centrale Virksomhedsregister den 2. november 2018.
  • Dine opgaver er hjælp til planlægning af mindre aktiviteter og kurser, og på sigt tilsynsførende for frie og private skoler samt lejlighedsvis rejseleder.
  • Du har søgt om feriedagpenge i perioderne [datoer].

PMV er et selskabsform, som er målrettet personer, der vil have en deltids-eller fritidsforretning med overskud for øje.

Virksomheden må ikke have ansatte og må ikke have en momspligtig omsætning over 50.000 kr. årligt.

Vi har lagt vægt på:

  • Du forventede og havde en omsætning på under 50.000 kr.
  • I Statens Ligningssystem R75 er det oplyst, at du havde en B-indkomst på 5.473 kr. i 2018, og en B-indkomst på 37.950 kr. i 2019.
  • Begge indkomster er indberettet til felt 36. Feltet bruges blandt andet til vederlag for udført arbejde til personer, som hverken kan anses som lønmodtagere eller som selvstændige erhvervsdrivende. Det fremgår af eIndkomst Indberetningsvejledning pkt. 8.6.
  • Den 16. januar 2020 har du i en telefonsamtale med styrelsen bekræftet, at begge beløb er honorarer for dine projekter.
  • Du havde 2 mindre projekter i 2019.

Styrelsen er opmærksom på, at en erhvervsmæssig aktivitet som udgangspunkt anses for selvstændig virksomhed efter § 2, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelsen, hvis aktiviteten er registreret med et CVR nummer. Der kan dog være situationer, hvor en registrering ikke er ensbetydende med, at aktiviteten er selvstændig virksomhed. Det er de situationer, hvor indkomsten som følge af aktiviteten bliver beskattet som lønmodtager- eller honorarindkomst. Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 1670 af 26. december 2017, Til § 1, nr. 36.

A-kassen skal som 1. instans tage stilling til, om du opfylder betingelserne for at få udbetalt feriedagpenge.