Regler

Dagpenge
A-kasse

A-kasse skulle afskrive indbetaling på skyldig kontingent til A-kasse, ikke fagforening

Af Anders Weber

Nøgleord Kontingent

Emneord for denne afgørelse: Restance - genoprettelse - medlemskab - afskrivning - prioritet

Dato: 15-10-2024

Resumé

Medlemmet kunne få genoprettet sit medlemskab af a-kassen, fordi a-kassen burde have afskrevet medlemmets betalinger på medlemsbidraget til a-kassen og dernæst anden gæld til fagforeningen.

Afgørelse

Vi er kommet frem til:

Du kan få genoprettet dit medlemskab af a-kassen.

Det er en forudsætning, at du efterbetaler skyldigt medlemsbidrag til a-kassen.

Begrundelsen for afgørelsen

Du kan få genoprettet dit medlemskab af a-kassen, fordi a-kassen burde have afskrevet dine betalinger på medlemsbidraget til a-kassen.

Efter reglerne skal a-kassen slette et medlem, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag til a-kassen senest 3 uger efter, at medlemmet har fået a-kassens rykkerbrev.

Hvis medlemmet er slettet, kan medlemmet få genoprettet sit medlemskab, hvis medlemmet betaler det skyldige medlemsbidrag senest 4 uger efter, at medlemmet har modtaget afgørelsen om at blive slettet som medlem.

Det kan du se i § 78, stk. 2-4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 208 af 26. februar 2024 (loven) og § 13, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1234 af 12. oktober 2023 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse (bekendtgørelsen).

Hvis medlemmet ikke betaler hele det opkrævede beløb, afskrives indbetalingen først på medlemsbidraget og derefter på efterlønsbidraget.

Det kan du se i § 6, stk. 5, i bekendtgørelsen.

Indbetaler et medlem et beløb, der ikke fuldt ud dækker det samlede medlemsbidrag og det faglige kontingent, er der fastsat en prioriteret rækkefølge for afskrivning af det skyldige beløb.

Medlemsbidraget har første prioritet, dernæst tilgodeses efterlønsbidraget og først herefter afskrives på anden gæld til a-kassen eller den faglige organisation.

Det følger af praksis, som er beskrevet i afsnittet "Til § 6, stk. 5" i vejledning nr. 9788 af 13. oktober 2023 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse.

Grundlaget for afgørelsen:

  • Du modtog et rykkerbrev fra a-kassen den 14. marts 2024 om, at du manglede at betale medlemsbidrag til a-kassen for februar 2024.
  • Du modtog et slettebrev fra a-kassen den 25. april 2024 om, at du var slettet som medlem af a-kassen fra den 23. februar 2024.

Bemærkninger til klagen

Du har oplyst:

  • Du modtog en besked fra a-kassen om, at du manglede at betale 273,40 kr., som skulle være betalt senest den 2. juli 2024.
  • Du var desværre ikke opmærksom på den meddelelse, da den blev sendt den 10. juni 2024, hvor du var optaget af en anden klagesag samt stress på dit arbejde.
  • Din nye fagforening tog sig af dine anliggender.
  • Du er fast besluttet på at betale det skyldige beløb.
  • Du skrev og ringede til a-kassen straks, da du opdagede brevet, hvor du oplyste, at du ønskede at betale.
  • Det er yderst beklageligt, at en enkelt manglende betaling nu har resulteret i, at du ikke kan få dagpenge.

Dine oplysninger er indgået ved behandlingen af din klagesag.

Vi har lagt vægt på, at din betaling på 925,50 kr. den 5. januar 2024 skulle være afskrevet på dit skyldige medlemsbidrag til a-kassen for november og december 2023.

Vi har også lagt vægt på, at din betaling på 1.000 kr. den 5. februar 2024 skulle være afskrevet på dit skyldige medlemsbidrag til a-kassen for december 2023, januar og februar 2024.

Vi har desuden lagt vægt på, at din betaling på 925,50 kr. den 5. marts 2024 skulle være afskrevet på dit skyldige medlemsbidrag til a-kassen for februar 2024 og dernæst anden gæld til fagforeningen.

Vi er efter en konkret vurdering derfor kommet frem til, at du kan få genoprettet dit medlemskab af a-kassen.

Det er en forudsætning, at du efterbetaler skyldigt medlemsbidrag til a-kassen.

Regler

Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 78, stk. 2-4.

Bekendtgørelse nr. 1234 af 12. oktober 2023 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse, § 6, stk. 5, og § 13, stk. 1 og 2.

Vejledninger

Vejledning nr. 9788 af 13. oktober 2023 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse, "Til § 6, stk. 5".