Regler
Dagpenge
A-kasse
Nyuddannet kunne ikke ændre sit valg af dimittendrettigheder
Emneord for denne afgørelse: Medlemskab - optagelse - nyuddannet
Dato: 27-02-2024
Resumé
Medlemmet havde ikke ret til at omgøre sit valg om at blive nyoptaget på baggrund af uddannelse.
Medlemmet søgte om optagelse som dimittend inden for fristen på 2 uger. Medlemmet blev vejledt korrekt og tilstrækkeligt om muligheden for og konsekvenserne af at blive nyoptaget eller at fortsætte med hidtidige rettigheder i a-kassen.
Der er i reglerne ikke hjemmel til, at et medlem kan fortryde, at medlemmet er blevet optaget med dimittendrettigheder i a-kassen.
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er: Du har ikke ret til at omgøre dit valg om at blive nyoptaget i a-kassen på baggrund af din uddannelse.
Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
Begrundelsen for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du er vejledt korrekt og tilstrækkeligt af a-kassen om muligheden for og konsekvenserne af at blive optaget i a-kassen som dimittend eller at fortsætte med dine hidtidige rettigheder i a-kassen.
Hvad er afgørende for resultatet
Det fremgår af sagens oplysninger, at du afsluttede din uddannelse som smed den 13. juli 2023. Din frist for at søge optagelse i a-kassen som nyuddannet udløb den 27. juli 2023.
Vi lægger vægt på, at a-kassen i brev af 15. juni 2023 har vejledt dig om dine muligheder for at være medlem af a-kassen, når du afslutter din uddannelse.
Det fremgår af brevet, at du kan vælge mellem at blive optaget som dimittend eller at fortsætte med dine nuværende rettigheder. A-kassen vejleder desuden om, at du kan beholde dine nuværende rettigheder, hvis du har været i lønnet uddannelse, og lønindtægterne fra uddannelsen kan give dig ret til en højere dagpengesats end den for nyuddannede. Det fremgår desuden af brevet hvilke dagpengesatser, dimittender har ret til, og hvordan dagpengesatsen for lønmodtagere beregnes.
Vi lægger også vægt på, at du den 26. juli 2023 har søgt om optagelse i a-kassen som nyuddannet. A-kassen bekræftede den 27. juli 2023, at du er optaget i a-kassen som nyuddannet.
Du meldte dig ledig og søgte dagpenge fra den 26. juli 2023. A-kassen godkendte den 8. august 2023, at du havde ret til dagpenge. Du oplyste den 10. august 2023 til a-kassen, at du ønskede at klage over, at du fik udbetalt dagpenge med dimittendsats.
Vi er opmærksomme på oplysningerne i klagen om, at reglerne ikke indeholder en frist for at fortryde sit valg om medlemskab af a-kassen. Der henvises til, at de tidligere regler fra 2005 indeholdt en frist for at ændre sit valg.
Vi bemærker, at bestemmelsen om, at man kan fortryde sit valg af medlemskab i a-kassen, er ophævet i den bekendtgørelse, som trådte i kraft den 5. marts 2012. Det betyder, at der siden 5. marts 2012 ikke har været hjemmel til at fortryde, at man er blevet optaget i a-kassen med dimittendrettigheder.
Det følger af reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring, at et medlem, som har opnået ret til dagpenge på grundlag af en uddannelse, kan få udbetalt dagpenge med dimittendsats. Vi henviser til § 49, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring.
Når du er optaget i a-kassen på grundlag af din uddannelse, kan du derfor alene få ret til dagpenge med dimittendsats.
Vi er også opmærksom på oplysningerne i klagen om, at der politisk ikke har været ønske om, at elever skulle være omfattet af nye dagpengeregler for dimittender.
Vi bemærker, at reglerne omfatter alle, som afslutter en uddannelse. Der er ikke fastsat særlige regler om dimittendrettigheder for elever. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kan alene træffe afgørelse efter de gældende regler. Oplysningerne om den politiske aftale kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
I klagen henvises til § 2, stk. 1, nr. 9, i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Det fremgår heraf, at ”Ret til dagpenge på grundlag af en uddannelse” efter bekendtgørelsen betyder, at ”medlemmet har opnået ret til og får udbetalt dagpenge på grundlag af gennemført uddannelse efter lovens § 54.”
Det fremgår af klagen, at det er a-kassens opfattelse, at det har betydning for vurderingen af sagen, om der er udbetalt dagpenge til medlemmet på grundlag af uddannelsen eller ej.
Vi bemærker, at der i lovens § 49, stk. 5 er fastsat regler om de dagpengesatser, man har ret til, når man har opnået ret til dagpenge på grundlag af en uddannelse. Definitionen i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge kan ikke føre til en ændret vurdering af din sag, fordi det fremgår klart af loven, hvilken dagpengesats du har ret til, når du er optaget i a-kassen på grundlag af en uddannelse.
Om reglerne
Personer, som har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse, der er normeret til mindst 18 måneders varighed, en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse m.v., en erhvervsgrunduddannelse på højeste niveau i henhold til lov om forberedende grunduddannelse, en akademisk overbygningsuddannelse, herunder en akademisk erhvervsoverbygningsuddannelse, i henhold til lov om universiteter eller en integrationsgrunduddannelse i henhold til lov om integrationsgrunduddannelse (igu), opnår ret til dagpenge 1 måned efter uddannelsens afslutning, hvis arbejdsløshedskassen har modtaget skriftlig anmodning om optagelse på baggrund af uddannelsen senest 2 uger efter uddannelsens afslutning. En erhvervsmæssig uddannelse, der er normeret til mindst 18 måneders varighed, kan tidligst anses for afsluttet 18 måneder efter påbegyndelse af uddannelsen.
For medlemmer, der har opnået ret til dagpenge på grundlag af en uddannelse, jf. ovenfor, udbetales dagpenge med et beløb, der udgør 82 procent af højeste dagpenge til medlemmer, der har forsørgelsespligt over for et barn, og 71,5 procent af højeste dagpenge til medlemmer, som ikke har forsørgerpligt.
Når et fuldtidsforsikret medlem under 30 år, som ikke har forsørgerpligt, har fået udbetalt dagpenge i 481 timer, udbetales dagpenge med et beløb, som udgør 49,17 af højeste dagpenge. Et medlem, som er fyldt 30 år, modtager dagpenge med en sats på 62,11 procent af højeste dagpenge.
Når et medlem oplyser til a-kassen, at pågældende deltager i en uddannelse, skal a-kassen vejlede om betingelserne for at skifte status til dimittend, herunder om hvornår uddannelsen kan anses for afsluttet, betydninger herfor i forhold til retten til dagpenge og tilmelding i jobcenteret.
Når et nyuddannet medlem inden 2 uger efter uddannelsen er afsluttet retter henvendelse til en a-kasse for at blive overflyttet eller for at skifte status til dimittend, skal a-kassen vejlede om forskellen mellem at blive overflyttet som dimittend eller at bevare nuværende rettigheder. A-kassen skal vejlede om størrelsen på dimittendsatsen og medlemmets nuværende rettigheder, herunder især størrelsen på dagpengesatsen og varigheden af dagpengeperioden. Der henvises til bekendtgørelse om medlemskab af en a-kasse.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen ud fra:
- Oplysninger, vi har fået fra CKA.
- CKA’s afgørelse af 7. september 2023.
- Klagen af 13. september 2023 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
- CKA’s genvurdering.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ikke modtaget yderligere oplysninger efter genvurderingen.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 49, stk. 5, § 54 og § 65.
Bekendtgørelse nr. 1208 af 28. september 2023 om en a-kasses pligt til at vejlede, § 3, stk. 1.