Guide

Dagpenge
A-kasse

Forlængelse af aftale om arbejdsfordeling

Af Dagpenge team

Nøgleord Arbejdsvilkår, Dagpenge, A-kasse og fagforening

Regeringen og arbejdsmarkedets parter blev den 27. november 2020 enige om at forlænge den midlertidige aftale om arbejdsfordeling som de samme parter indgik aftale om den 30. august 2020, og som var gældende i 2020.

Siden forlængelsen blev en realitet, beretter flere A-kasser om ekstraordinært mange ansøgninger om den nye midlertidige arbejdsfordeling.

Parterne er enige om at forlænge ordningen, så den kan anvendes af virksomhederne på det private arbejdsmarked i alle 12 måneder i 2021. Virksomhederne vil kunne bruge ordningen i 2021, uanset om de har benyttet ordningen i 2020.

Der er fortsat tale om en supplerende ordning, der kører sideløbende med den eksisterende arbejdsfordelingsordning. Medarbejderne modtager sædvanlig løn, når de arbejder, og de medarbejdere, der er medlem af en A-kasse, modtager supplerende dagpenge, når de er ledige. Derfor er det også en betingelse at arbejdsfordelingen indholder en frigørelsesmulighed, således at medarbejderen kan sige sit arbejde op uden varsel for at starte i en anden virksomhed. Dermed gælder den almindelige betingelse om at være til rådighed for arbejdsmarkedet også for medarbejdere omfattet af arbejdsfordeling. Der er dog lempede krav til jobsøgning i forhold til "normale" dagpengemodtagere.

Medarbejdere i ordningen kan modtage en forhøjet dagpengesats på maksimalt 120,53% af den normale dagpengesats, svarende til kr. 23.289 pr. mdr.(beregnet på fuldtidsledighed). Medarbejdere trækker ikke på deres to-årige dagpengeret, mens de er i ordningen.

Som nævnt forlænges den midlertidige arbejdsfordelingsordning aftalt i trepartsaftalen af 31. august 2020 og suppleres med bl.a. følgende tilpasninger og præciseringer:

  • Virksomheder der er omfattet af en overenskomstaftale, der giver mulighed for at reducere arbejdstiden med op til 80 pct., kan reducere arbejdstiden i overensstemmelse hermed. En aftale mellem en landsdækkende arbejdsgiverorganisation og en landsdækkende lønmodtagerorganisation om mulighed for udvidet nedsættelse af arbejdstiden vil alene gælde for personer inden for den relevante faggruppe, og som er ansat under den pågældende overenskomst. (i den hidtidige ordning var det kun muligt at reducere arbejdstiden med maksimalt 50%).
  • Personer omfattet af ordningen fritages for at registrere CV-oplysninger på Jobnet.
  • For funktionærer skal ledighed placeres i hele dage.
  • For ikke-funktionærer kan ledighed i forbindelse med en midlertidig arbejdsfordeling placeres i timer, dog således at evt. regler i overenskomster om daglig mindstearbejdstid respekteres.
  • Det præciseres, at det minimum kræver 2 medarbejdere at etablere en midlertidig arbejdsfordeling i en virksomhed, afdeling eller produktionsenhed.
  • Personer omfattet af midlertidig arbejdsfordeling skal ikke genindplaceres i en dagpengeperiode, selv om de opfylder et nyt beskæftigelseskrav. Der indsættes ligeledes ikke timer på personens beskæftigelseskonto. Beskæftigelse i perioden vil dog kunne medregnes til opgørelsen af et indkomst- eller beskæftigelseskrav ved vurderingen af dagpengeretten på et senere tidspunkt.
  • A-kassen fritages for løbende at kontrollere, om betingelserne for arbejdsfordeling er overholdt, med mindre medlemmet henvender sig herom. A-kassen skal dog ved arbejdsfordelingens begyndelse vurdere, om oplysningerne på anmeldelsesblanketten er i overensstemmelse med betingelser for at indgå en arbejdsfordeling.
  • Det er muligt at udbetale dagpenge under arbejdsfordelingen, selv om der arbejdes mere end forudsat i den anmeldte arbejdsfordeling, hvis det skyldes et uforudset og kortvarigt behov for mere arbejdskraft. Vurderingen af, om betingelserne for arbejdsfordeling i denne situation fortsat er opfyldt, foretages af a-kasserne efter henvendelse fra medlemmet.
  • Det vil ikke være muligt for virksomheden at afskedige medarbejdere, af samme årsag, som har begrundet arbejdsfordelingen. I så fald vil grundlaget for udbetaling af supplerende dagpenge og dermed grundlaget for arbejdsfordelingen ophøre.

Man skal være - eller blive - medlem af en A-kasse

Normalt skal man være medlem af en A-kasse og dagpengeberettiget for at få adgang til supplerende dagpenge under en arbejdsfordeling. Men det er aftalt at den midlertidige ordning skal kunne bruges af både personer der ikke (endnu) er medlem af en A-kasse, og af personer der er medlem men som ikke har optjent dagpengeret endnu. Det sker på følgende betingelser:
ikke-forsikrede: Lønmodtagere kan ekstraordinært melde sig ind i en a-kasse og indbetale 3 måneders medlemskab pr. måned, hvor der ønskes ret til supplerende dagpenge under den nye arbejdsfordelingsordning. Det dækker 2 måneders bagudrettet medlemskab pr. måned, samt almindeligt kontingent i perioden med supplerende dagpenge under arbejdsfordeling. Efter udløb af den midlertidige ordning vil lønmodtager ikke have ret til dagpenge.
forsikrede, ikke dagpengeberettigede: Medlemmer af en a-kasse, som endnu ikke er dagpengeberettigede, får ret til supplerende dagpenge under en arbejdsfordeling, såfremt de ligeledes har indbetalt eller indbetaler a-kasse-bidrag på 2 måneders medlemskab bagudrettet pr. måned under en arbejdsfordeling, samt betaler det almindelige kontingent i perioden for arbejdsfordelingen.

Se Trepartsaftale om forlængelse af midlertidig arbejdsfordelingsordning.

Kilder: DM og Dansk Industri.