Regler

Dagpenge
A-kasse

Selvforskyldt ledig - manglende vilje til samarbejde

Af Anders Weber

Nøgleord Selvforskyldt ledig, Dagpengeret

Emneord for denne afgørelse: Dagpengeret - selvforskyldt ledighed

Dato: 22-02-2019

Resumé

Medlemmet sygemeldte sig efter 4 arbejdsdage, da hun oplevede, at hun havde store udfordringer med at bruge engelsk i jobbet.

Medlemmet blev afskediget, da hun ikke ville komme tilbage på arbejdspladsen, selv om arbejdsgiveren ønskede dette og tilbød hjælp til at udføre medlemmets opgaver. Arbejdsgiveren mente, at medlemmet kunne bestride jobbet.

Afskedigelsen skyldtes ikke medlemmets manglende evner, men medlemmets manglende vilje til at indgå i et samarbejde med arbejdsgiveren. Medlemmet var selvforskyldt ledig, da afskedigelsen væsentligst skyldtes medlemmets forhold.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er: Du blev selvforskyldt ledig den 28. maj 2018.

Det betyder, at du skal have karantæne på 3 uger med virkning fra den 29. maj 2018.

Det betyder også, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du blev selvforskyldt ledig, da du blev opsagt med virkning fra den 28. maj 2018.

Vi vurderer også, at opsigelsen væsentligt skyldes dine forhold.

Det betyder, at du skal have karantæne med virkning på 3 uger fra den 29. maj 2018.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du er blevet opsagt af din arbejdsgiver med virkning fra den 28. maj 2018.

Vi lægger i forbindelse hermed vægt på arbejdsgivers efterfølgende oplysning om, at du ved arbejdsforholdets start den 1. maj 2018 blev tilbudt hjælp med de engelske mails og kurser, og at arbejdsgiver mente, at du kunne bestride jobbet.

Vi lægger også vægt på, at du ifølge arbejdsgiver blev opsagt, da du ikke ville komme retur, selvom arbejdsgiver ønskede dette og tilbød dig hjælp ved udførelse af dine opgaver.

På denne baggrund vurderer vi, at opsigelsen ikke skyldes dine manglende evner, men din manglende vilje til at indgå i et samarbejde med arbejdsgiver.

Vi har desuden lagt vægt på, at du den 1. maj 2018 var startet i stillingen, og at du meldte dig syg efter 4 arbejdsdage på grund af, at du oplevede, at du havde store udfordringer med at anvende engelsk i jobbet.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at du i din mail den 7. maj 2018, hvor du meldte dig syg til arbejdsgiver, blandt andet har oplyst, at du finder det svært at leve op til forventningerne i dit nye job, hvilket har påvirket dig stærkt.

Arbejdsgiver har oplyst til a-kassen, at du blev opsagt, fordi du meldte dig syg efter 4 arbejdsdage. Efterfølgende meddelte du arbejdsgiver, at du ikke magtede jobbet på grund af engelske mails og kurser.

Endelig lægger vi vægt på, at din fagforening ikke har fundet anledning til at rejse en fagretlig sag.

Vi vurderer ud fra det samlede forløb, at afskedigelsen er begrundet i dine forhold, herunder det forhold, at du efter arbejdsgivers vurdering reelt ikke har givet jobbet en chance, da du meldte dig syg efter 4 dage.

Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du ikke har afvist at vende tilbage til jobbet. Vi er også opmærksomme på, at du føler, at fagforeningen har ført dig bag lyset.

Det ændrer ikke ved resultatet.

Vi begrunder det med, at det beror på et samlet skøn, om en afskedigelse væsentligst skyldes et medlems forhold. I skønnet indgår blandt andet arbejdsgivers begrundelse for afskedigelsen og medlemmets forklaring om hændelsesforløbet.

Vi henviser til, at du ikke er vendt tilbage til arbejdspladsen, selv om arbejdsgiver har tilbudt dig hjælp med de engelske opgaver, og selv om arbejdsgiver har oplyst, at du ville få danske kunder.

Vi henviser også til, at arbejdsgiver har ret til at lede og fordele arbejdet.

Det forhold, at du mener, at du ikke kan løse de opgaver, arbejdsgiver pålægger dig, fører ikke til, at du ikke skal anses for opsagt af grunde, der væsentligst skyldes dine forhold.

Om reglerne

Et medlem af en a-kasse kan ikke få dagpenge for en periode, hvis medlemmet anses for at være selvforskyldt ledig.

Efter reglerne anses et medlem af en a-kasse for at være selvforskyldt ledig, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet.

Det beror på et samlet skøn, om en afskedigelse væsentligst skyldes et medlems forhold. I skønnet indgår bl.a. arbejdsgiverens begrundelse for afskedigelsen og medlemmets forklaring om hændelsesforløbet.

Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig.

En karantæne har virkning dagen efter et ophør i et arbejde eller i et tilbud.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Bemærkninger til klagen

Du har oplyst, at du er uenig i CKA’s afgørelse.

Du oplyser, at du har skrevet til a-kassen og bedt om en forklaring på, hvorfor a-kassen har skrevet, at du ikke havde tænkt dig at komme tilbage.

Vi bemærker, at a-kassen har besvaret din henvendelse den 9. oktober 2018.

Du oplyser, at det fremgår af CKA’s afgørelse, at din sygemelding var årsagen til, at du ikke vendte tilbage til dit job. Du mener ikke, at din sygdom kan være en gyldig grund til dit afslag. Du henviser til, at fagforeningen har afvist at tage imod en lægeerklæring.

Det fremgår endvidere af klagen, at det er korrekt, at du var gået ned psykisk. Du blev indkaldt til et møde i fagforeningen, hvor hændelserne blev gennemgået.

På baggrund af forløbet mener du, at fagforeningen har ført dig bag lyset og ikke rådet dig korrekt.

Vi bemærker hertil, at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ikke har kompetence til at tage stilling til fagforeningens sagsbehandling.

Udvalget kan alene tage stilling til afgørelser fra CKA om medlemmers rettigheder og pligter efter lov om arbejdsløshedsforsikring.

Dine oplysninger indgår i vores vurdering af sagen, men kan ikke føre til et andet resultat. Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen ud fra:

  • Oplysninger, vi har fået fra CKA.
  • CKA’s afgørelse af 28. september 2018
  • Klagen af 29. september 2018 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
  • CKA’s genvurdering.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ikke modtaget yderligere oplysninger efter genvurderingen.

Regler

Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.(arbejdsløshedsforsikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018.

  • § 63, stk. 1, nr. 3, om dagpenge ved afskedigelse af en grund, der væsentligt skyldes medlemmet.

Bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed, nr. 1319 af 9. november 2016

  • § 6, om selvforskyldt ledighed ved afskedigelse.
  • § 24, om karantæne.
  • § 25, stk.2, om virkningstidspunkt.
  • § 27, om gentagelsesvirkning.

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning om selvforskyldt ledighed, nr. 9404 af 28. april 2017

  • Pkt. til § 13 om helbred som gyldig grund.
  • Pkt. til § 20, om forhold på arbejdspladsen som gyldig grund.